Så dyre bliver Sonys nye mobiler

Musikalske ørepropper fra B&O

Mange var lidt skeptiske, da Apple præsenterede sine første trådløse ørepropper helt uden ledning for et år siden. AirPods så lidt pusse-løjerlige ud i design, og de var dyre.

AirPods er sidenhen blevet en stor salgssucces, som bestemt ikke er gået uopdaget hen hos Apples konkurrenter som f.eks. Bang & Olufsen og Sony.

Prisen er som bekendt ikke en hindring for B&O, så deres nye AirPod konkurrent Beoplay E8 er næsten 1.000 kroner dyrere end Apples trådløse øretelefoner.

Med de små E8 øretelefoner følger et lækkert bære-etui i ægte læder.

Til gengæld lover B&O, at E8 har samme lydmæssige kvaliteter som de øvrige produkter fra Struer. Blot presset ned i to bittesmå enheder, som man putter i øret.

Meget praktisk har B&O indbygget Transparency Mode i sine nye Beoplay E8. Det er en teknologi, man også kender fra digitale høre-apparater, der styres fra en smartphone.

Transparency Mode lader brugeren styre, hvor meget af omgivelses-støjen der skal trænge ind gennem øretelefonerne. En vigtig detalje, når man færdes i trafikken eller ikke skal isolere sig fuldstændigt fra andre mennesker, når man lytter til musik.

Lette og helt uden generende ledninger. B&O lover, at Beoplay E8 har samme lydkvalitet som andre Hi-Fi enheder fra den danske producent.

Transparency Mode styres via bittesmå mikrofoner på øretelefonerne og den medfølgende Beoplay smartphone app. Man kan vælge tre trin af gennemsigtighed – altså hvor meget lyd udefra der sies igennem.

Den samme app bruger man til at kontrollere B&O’s ToneTouch system, der er en moderne udgave af den klassiske tonekontrol. Man kan indstille lydbilledet manuelt eller bruge flere ”presets” til forskellige typer musik, koncert atmosfære osv.

B&O har anbragt et lille touch panel på ydersiden af E8 øretelefonerne, hvor man med små berøringer fra en finger kan dirigere musik afspilningen. Ét tryk giver play eller pause, mens dobbelt tryk hopper videre til næste melodier. Presser man lidt længere, kan man justere volumen eller afviser et indkommende telefon opkald. Endelig åbner tre tryk for mikrofonerne, så man kan tale ind i øretelefonernes mikrofoner.

Bære-etuiet fungerer samtidig som oplader af øretelefonerne. Det indeholder energi nok til to opladninger, inden det selv skal sættes i stikkontakten.

 

Den højere pris for Beoplay E8 i forhold til Apple AirPods kan vel også forsvares af det dyrere materiale valg. E8 er fremstilles af aluminium og rustfrit stål – ikke plastik. Ørepuderne har også en mere lækker overflade, og den medfølgende bære-æske er af læder. Ligesom hos Apple fungerer æsken både som beskyttelse og oplader af øretelefonerne.

Beoplay E8 øretelefonerne vejer kun seks gram, og man får fem ørepuder med i prisen – fire af silikone og et sæt med blødt Complyfoam skum. Nyheden fås i farverne Black og Charcoal Sand.

Spilletiden er fire timer på en opladning. Lægger man øretelefonerne i bære-etuiet med mellemrum, rummer den energi nok til to komplette opladninger af E8. Selve bære-æsken kobles en gang om dagen til en stikkontakt via et MicroUSB kabel.

B&O Beoplay E8 kommer i handelen fra den 12. oktober til priser fra 2.299 kroner, hvor bære-etui og oplader-kabel følger med i prisen.

Mister man en af ørepuderne, hvilket er et typisk fænomen for Apple AirPod brugere, koster ét styk 949 kroner som reservedel. Et separa bære-etui skal man betale 749 kroner for….

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Så dyre bliver Sonys nye mobiler