Google har to nye kreative apps

McIntosh til næsten lavpris

Det amerikanske high-end mærke McIntosh er mest kendt for at fremstille få, men til gengæld dyre Hi-Fi produkter i den absolutte topklasse. Kvaliteten og prisen er der stadig, men tilsyneladende kunne det se ud, som om McIntosh nu vil brede sig noget mere. Målet er, at McIntosh navnet skal være meget mere kendt end hos kun nogle få audio entusiaster.

I de seneste år er der således kommet bl.a. en hybrid integreret forstærker med både rør og transistorer, en ny bærbar medie-afspiller i en klasse langt over iPod og nye gulv-højttalere med respekt-indgydende størrelse og præstationer.

Det eneste, man egentlig manglede, var en ny pladespiller. For rigtigt mange af McIntosh’ købere er traditionelt tænkende og mener, at analog teknologi  er den eneste acceptable vej til ordentlig musiklyd. Digital lyd er lutter ettere og nuller, og det kan man høre – hævder de gyldne ører.

Det sjove med McIntosh Labs’ MT2 Precision Turntable er, at pladespilleren prismæssigt nærmest er ”entry level”. I USA koster MT2 kun 4.000 USD (ca. 25.000 kroner), hvilket er langt under, hvad man normalt skal betale for at få det karakteristiske McIntosh logo på forpladen.

I forhold til andre McIntosh pladespillere, der f.eks. er udstyret med belyste og lystigt hoppende VU-metre, er MT2 ganske enkel og minimalistisk i sin fremtræden. Det mest opsigtsvækkende er det grønne lys, der løber hele vejen rundt om grammofonens kasse og også pibler frem under den roterende pladetallerken. Ikke just diskret.

I den prisklasse kan man selvfølgelig forvente en førsteklasses dæmpning mod vibrationer udefra, og for en sikkerheds skyld er strømforsyningen ekstern. Ligesom man kender det fra mange laptops. Her er forklaringen dog ikke manglende plads i kabinettet, men ønsket om at undgå elektrisk stråling helt, som kunne påvirke motorens ekstremt stabile drift.

Selve pladetallerkenen er 2,6 centimeter tyk af drejet aluminium med en ydre overflade af ”polyoxymethylene” materiale, der skal være nærmest lyddødt. Med andre ord ligger vinylpladen trygt og fast, når tonerne skal trylles frem fra rillen.

Som standard følger en Moving Coil pick-up med MT2. Den har usædvanligt højt output, så den kan forbindes både til en en MC forforstærker og en almindelig phono indgang. Sådan en findes trods alt på mange moderne forstærkere og receivere.

Hele herligheden kan købes fra april. Den vejer 13,2 kilo, så MT2 bestemt ikke er en bærbar pladespiller eller en luksus-udgave af en rejsegrammofon….

Klassiske og forgyldte phonostik bag på pladespilleren. Ikke noget med nymodens digitale USB konnektorer.

 

 

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Google har to nye kreative apps