Manglende musik er nederen

HomePod nu i Tyskland

Det er ikke, fordi danskerne er forvænte med det nye fænomen af stemme-styrede højttalere, der har indbygget kunstig intelligens.

Vi skriver spalte op og spalte ned om Amazon Alexa, Google Home eller Apples HomePod, men faktum er, at kun forbrugere i meget få lande kan købe herlighederne.

Apples lidt forsinkede svar på Amazon og Googles højttalere kom på markedet for fem måneder siden. Dengang kunne kun amerikanere og australiere købe HomePod, der har Apples personlige Siri assistent indbygget.

Fra i går kom HomePod højttalere meget tættere på danskerne. Faktisk kan den ret dyre højttaler nu købes syd for grænsen i Tyskland og en kort flyvetur borte – i England.

HomePod kan kun bruges sammen med andre Apple produkter og hente musik fra Apple Music.

Apple har åbenbart ikke travlt med at sprede HomePod til hele verden, selvom det måske økonomisk set kunne være nødvendig. Den stemme-styrede højttaler har nemlig slet ikke solgt i de antal i USA, som Apple havde forventet. Formentlig fordi den er dobbelt så dyr som de fleste konkurrenter.

Men ok – der er da bevægelse, når HomePod fra i går kan købes i seks lande verden over. Ud over de nævnte fire er det også Canada og Frankrig.

Apple HomePod bliver heller ikke billig i Europa. I tyske butikker koster den 349 euro – svarende til ca. 2.650 kroner. Når den på et tidspunkt kommer til selve Danmark – formentlig til efteråret – bliver prisen nok endnu højere.

Forudsætningen for, at HomePod bliver lanceret i et land, er ikke kun markedets størrelse. Men også om Siri assistenten taler det lokale sprog. Selvom de fleste danskere snildt kunne klare sig med engelske kommandoer, skal Siri altså kunne tale dansk – mener Apple.

Da Apple for nogle uger siden lancerede en software opdatering til HomePod, var det ikke kun med nye sprog-varianter til Siri. Opdateringen gav også nye funktioner som multi-room lyd og stereo parring. Nu kan man forbinde sin HomePod med alle andre AirPlay 2 kompatible højttalere for at kunne høre trådløs musik på tværs af flere rum i boligen.

Man kan købe Apples HomePod højttaler syd for grænsen nu.

Opgraderingerne var et simpelt ”must” for Apple. Ellers ville HomePod nemlig stå endnu svagere i konkurrencen med Amazon Echo og Google Home, der allerede længe har haft multi-room support.

Siden HomePods officielle premiere i januar, skal salget have været, hvad analytikere så pænt kalder ”u-inspireret”. Det skal bl.a. have fået Apple til at skære i bestillinger hos under-leverandører allerede få måneder efter, at produktet er kommet på markedet.

Amerikanske forbrugere er imponerede over lydkvaliteten, men de synes, at en pris på 349 USD er for høj – sammenlignet med rivalerne. Desuden har der været en udbredt skuffelse over, at HomePod kun kan bruges med Apple produkter – og at man f.eks. ikke kun bruge Spotify eller Tidal på højttalerne. Udelukkende Apple Music.

Det bliver spændende at se, om HomePod klarer sig bedre i Europa end på Apples hjemmebane. I USA har HomePod omkring 10 pct af markedet, mens Google og Amazon stort set sidder på resten.

Måske der først går hul på salget, hvis og når Apple lancerer en billigere udgave af HomePod. Den kan meget vel blive præsenteret sammen med de tre nye iPhone X telefoner til september….

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Manglende musik er nederen