Nu kører Jeep på to hjul

Hørebøffer skaber bedre atmosfære

Britiske Dyson – ham med støvsugerne – sender løbende nye opfindelser på markedet. Nogle af dem er ligefrem smågeniale, mens andre hører mere til den kuriøse slags.

Dysons seneste påfund kunne meget vel være endt i den bunken med sjove gadgets, hvis det ikke var, fordi nyheden om dens eksistens kommer frem i en tid, hvor fokus på luftforurening, spredning af virus osv er helt oppe at ringe.

Dyson har længe gået og puslet med en personlig luftrenser. Et apparat på størrelse med en mobiltelefon, som kan bruges til at filtrere det, brugeren indånder. Formentlig i et begrænset område omkring brugeren selv.

Den engelske serie-opfinder forestiller sig nu, at luftrenseren bygges ind i et sæt hovedtelefoner. Med andre ord kan man ikke kun få renset sjælen ved at lytte til god musik, men også samtidig få rengjort den luft man indånder.

Dyson har søgt og fået patent på sine nye hovedtelefoner, men det betyder ikke nødvendigvis, at de nogensinde bliver en realitet. Omvendt har netop Dyson bevist flere gange, at han er rigtig god til forvandle ideer til realitet.

Hovedtelefonerne skal således indeholde små propellere, som kan suge luften til sig. Den løber så igennem et rensefilter, inden den ledes ud igen fra et rør, der placeres lige foran brugerens næse og mund.

Dyson indbygger formentlig en eller anden form for aktiv støjreduktion i sin nye hovedtelefon. Lidt i stil med, som vi kender det fra moderne øretelefoner. (Tegning: Dyson)

På den måde minder designet lidt om et klassisk telefon headsæt med mikrofonen anbragt på en pind foran ansigtet. Med den store forskel, at luften, man indånder, er rengjort for selv de mindste støv-partikler og andre irriterende ting, der flyver rundt omkring os.

Ideen må dog også have sine bagsider: F.eks. støjer en elmotor, der roterer med 12.000 omdrejninger i minuttet. Når den sidder i en hovedtelefon, må den forstyrre musik-gengivelsen. Signal/støj forholdet må være elendigt for at udtrykke mig i Hi-Fi sprog.

Spørgsmålet er også, om folk ved siden af hovedtelefon bæreren kan blive generet. I en tætpakket bus eller s-tog kan de øvrige passagerer måske høre eksistensen som en mini-udgave af en jetmotor.

På den anden side kan Dysons rensende hovedtelefoner være oplagte i et passagerfly, hvor luften ofte er så tør, at folk får hoste og i værste fald astma anfald af at sidde i den. I et fly er støjen samtidig så høj, at en ekstra lille jetmotor næppe kan høres.

Endelig trækker en elmotor meget strøm. Hovedtelefonerne vil derfor næppe kunne køre i mange timer uden opladning. Og slet ikke så længe som moderne trådløse øretelefoner.

Til sidst. Dyson undlader klogt nok at love, at de nye hovedtelefoner skal kunne rense luften for farlige bakterier eller virus a la den aktuelle Corona, der indtil videre har dræbt over 500 mennesker. Hovedtelefonerne kan nok heller ikke erstatte ansigts-masker, men de passer perfekt ind i en tid, hvor alle taler om klima-forandringer, CO2 og luftforurening.

Spændende at se – og høre – om Dyson opfindelsen kommer på markedet. Selvfølgelig også hvornår og til hvilken pris….

(Indledningsfoto til artiklen: Karolina Grabowska / Pixabay)

(Illustration: Dyson)

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nu kører Jeep på to hjul