007 kæmper igen mod ny teknologi

Her er Samsungs nye Instagram mobil

Om godt en uge holder Samsung sit store forårs-show, hvor en stribe vigtige nyheder ventes at blive præsenteret. Først og fremmest er det Galaxy S20 telefonerne, men Samsung viser nok også et nyt smartwatch, nye GalaxyBuds øretelefoner – og som rosinen i pølse-enden – en helt ny folde-mobil.

Den hedder Galaxy Z Flip og skal være lillebror til den dyre Galaxy Fold, som Samsung ikke har haft det store held med. Derfor er den begyndt at blive kaldt Galaxy Flop i sociale medier.

Den nye Galaxy Z Flip begyndte sit liv som prototypen ”Bloom.” Dengang troede analytikerne, at den ville blive solgt langt billigere end de ca. 15.000 kroner, som man skal betale for storebror Galaxy Fold.

Desværre ser det ikke ud til at blive tilfældet. Nu taler man om 1.400 dollars. Er det korrekt, ender den nye foldemobil fra Samsung nok med at koste 12.000 kroner på det danske marked. Omtrent det samme som Motorolas Razr telefon, der har samme beskedne størrelse, når den er klappet sammen.

 

Nu er den første video dukket op, hvor man kan se lidt nærmere på Samsungs spændende nyhed. Videoen blev afsløret af Twitter-bloggeren Ben Geskin, hvis tweet siden er blevet set af mange tusinde Samsung entusiaster.

På videoen – her er linket  – ligner Z Flip virkelig, hvad den også er. En stor Galaxy S10 smartphone, der kan foldes på midten. Modsat den ældre Galaxy Fold, der snarere er en lille tablet, der kan klappes sammen.

I dag dukkede der så også tekniske data op på Galaxy Z Flip, efter at den har været på testbænken hos Geekbench. Dermed er der ikke meget, som mangler i, at vi kender Samsungs nyhed rigtig godt på forhånd.

Galaxy Z Flip får en 6,7 tommers fleksibelt OLED skærm, der viser sine billeder i Full HD+ kvalitet – 2.636 gange 1.080 punkter. Skærmen kan arbejde med HDR10+ billeder og ligger gemt bag et ultratyndt lag glas.

Når telefonen er klappet op, er den højere og mere aflang end de fleste andre smartphones. Skærm-formatet er da også 22:9, hvor de fleste andre smartphones på markedet i dag har 18:9 eller 19:9.

Z Flip telefonens bagside er lavet af Gorilla Glass 6 og gemmer bl.a. på et lille ekstra display til status meddelelser, notifikationer osv. (Foto: WinFuture)

Når den så foldes, ligger den store skærm godt beskyttet. Samtidig får man en lille og handy mobil, der kan finde plads i alle lommer. I lukket tilstand har Galaxy Z Flip et lille farve-display på 1,06 tommer på ydersiden, hvor man kan se notifikationer, opkald, klokken osv.

Samsung udstyrer formentlig sin nye klaptelefon med en Snapdragon 855 processor og 8 GB RAM, 855’eren, der var sidste års top-processor, er valgt for at holde prisen nede.

Havde Samsung udstyret telefonen med den nyere og stærkere Snapdragon 865 – der sidder i de nye Galaxy S20 modeller – ville Z Flip have været endnu dyrere.

Besparelser er også årsagen til, at den nye klapmobil ikke er født med 5G. Det er Samsungs øvrige nye top-smartphones ellers, og Samsung har store ambitioner om at forblive verdens nummer ét i 5G telefoner så længe som muligt. Lige i øjeblikket har over 60 procent af de købte 5G mobiler Samsungs navnetræk på.

På kamera-siden skuffer Z Flip en smule. Måske er den også her offer for besparelser. Måske det skyldes manglende plads. I hvert får telefonen kun to kameraer på ryggen med 12 megapixel billedsensorer i begge. På fronten sidder en 10 megapixel selfie-skyder, der lidt usædvanligt er forsynet med autofokus.

På tysk kaldes en mobil for en “handy”. Det er den rette betegnelse for Samsungs nye Galaxy Z Flip telefon. (Foto: Weibo)

Samsung har delt batteriet op i to for at få fuld glæde af folde-designet. Tilsammen har batterierne en kapacitet på 3.300 mAh. Ikke imponerende, men smart udseende kræver kompromis’er. Opladning foregår med 15 watt via kabel eller ni watt trådløst.

Nyheden skal veje ca. 183 gram. I sammenklappet tilstand er Z Flip op til 17,4 millimeter tyk. Lidt buttet vil mange sige. Til gengæld er telefonen slank, når den er foldet – kun 7,2 mm.

Til sidst: Hvem skal købe den nye Z Flip, der  ventes at få officiel verdens-premiere tirsdag den 11. februar?

Well – folk, der påstår at have set Samsungs engelske brochurer, hævder, at målgruppen er individualister med en velspækket tegnebog. Samsung omtaler således Z Flip som ”influencer ready” Det skyldes bl.a, at telefonen har fået software indbygget, der skal gøre den særligt velegnet til Instagram fotos….

 (Indledningsfoto til artiklen: WinFuture)

Når Z Flip er klappet op, står man med en meget aflang skærm på 6,7 tommer. Formatet er 22:9. (Foto: WinFuture)

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

007 kæmper igen mod ny teknologi