Byg egne robotter med LEGO
LEGO har haft stor succes med sit tætte samarbejde med Star Wars folkene fra Disney. Stjernekrigerne har gennem årene været med til at give salget af de danske klodser en ekstra raket-motor i halen.
LEGO’s Boost byggesæt har den særlige egenskab, at de kan lære børn og barnlige voksne at programmere. De kan pumpe liv i små maskiner gennem kodning.
I det nye Star Wars Boost Kit har LEGO hyret den venlige R2-D2 robot ind som hjælpe-lærer. Sammen med to andre figurer fra Stjernekrigen – Musen og Gook droiderne – skal robotten gøre det endnu skæggere at lære kodning.
Det nye byggesæt indeholder 1.177 dele, der kan bruges til at bygge de tre robotter. Desuden medfølger en Bluetooth Move Hub, som man kan sætte ind i figuren, man gerne vil have til at bevæge sig. Hubben sørger samtidig for, at LEGO robotten kan fjernstyres trådløst fra en smartphone eller tablet.
Børn kan programmere kommandoer ved at bruge LEGO Boosts intuitive træk-og-slip kode-metode. De kan f.eks. sende robotterne på missioner, hvor de skal lokalisere rebeller. De kan også sende eller dekode ankomne meddelelser.
Det nye LEGO Boost kit kommer først på gaden den 1. september, der ”tilfældigvis” falder sammen med den årlige Star Wars dag….
Ingen kommentarer endnu