Webcam i topklasse

Tempo er det vigtigste

(Foto: OnePlus)

(Opdateret) Der var ikke mange overraskelser og nyheder at hente, da OnePlus i aftes holdt verdens-premiere over sin nye 10T telefon. De fleste tekniske detaljer har jeg allerede afsløret for 14 dage siden her på Leifshows.

Indtrykket er dog blevet forstærket af, at det væsentligst er to ting, som den nye OnePlus 10T skal sælges på i konkurrence med Samsung, Apple, Xiaomi og Motorola.

Det ene er hastighed. Med sin Qualcomm 8+ Gen 1 processor og et optimeret inde er OnePlus 10T hurtigere end alle andre smartphones på det danske marked i øjeblikket.

Det andet er batteriet – eller opladeren. OnePlus 10T kan fyldes op med rekordagtige 150 watt.

(Foto: OnePlus)

Det betyder, at man kan fylde det 4.800 mAh store batteri fra nul til 100 procent på 19 minutter. Eller man kan hælde energi nok ombord til en dags arbejde på bare 1o minutter. Det kan ingen andre  smartphones på det danske marked matche.

Endnu et stort plus-point til OnePlus 10T er, at der ligger en 150 watts ladeblok med i æsken. Flere andre fabrikanter undlader helt at sælge deres mobiler med en gratis lader.

Hos OnePlus skal den lynhurtige ladeblok sælges som løsdel for 600 kroner. De penge sparer man altså ved at købe en 10T. De svarer til ca. 10 procent.

Til gengæld er der også et minus-punkt, som OnePlus ikke taler så meget om. OnePlus 10T kommer nemlig uden trådløs opladning, som ellers er standard i denne prisklasse. Den er blevet sparet væk – sikkert også på grund af pladsproblemer inde i telefonen.

(Foto: OnePlus)

Ifølge OnePlus ønsker rigtigt mange forbrugere høj hastighed til en fornuftig pris og et batteri, der kan lades op på no time. Det er præcist, hvad den nye 10T er designet til. Hastighed frem for alt.

Med den nye mobil tager OnePlus en af sine gamle traditioner op igen. OnePlus plejer at lancere årets nye topmodel om foråret – i år var det 10 Pro.

Om efteråret kommer så en T-udgave, hvor bogstavet godt kunne stå for ”tunet”. T-modellen disker nemlig som regel op med en hurtigere processor og nogle andre forbedringer.

OnePlus leverer 10T med enten 8 GB RAM og 128 GB lager eller 16 GB RAM og 256 GB.

OnePlus 10T har den hurtigste opladning på det danske marked. Bare 10 minutter tager det at fylde energi nok på til en hel dags forbrug. (Foto: OnePlus)

De 16 GB hukommelse er ny Danmarks-rekord for ”almindelige” smartphones og forvandler OnePlus 10T til en excellent spil-mobil, uden at den som sådan er en ”gamer-phone”.

De 16 GB RAM giver samtidig adgang til en feature, som mange mobil-brugere vil elske. OnePlus 10T har nemlig ”Always Alive”, der giver adgang til at have op til 35 aktive apps kørende i baggrunden – på samme tid.

I øvrigt er den højere ydeevne ikke kun god for spil. Forskellen vil også kunne mærkes i andre grafik-intensive apps, selvom OnePlus ikke nævner det i sine reklamer.

Da ekstra power, strøm og større batteri genererer ekstra varme, har OnePlus måttet indbygge sit hidtil mest avancerede kølesystem i sin 10T.

Det har til gengæld – sammen med bedre antenner – krævet ekstra plads, så OnePlus har måttet droppe et af sine tydeligste kendetegn i den nye telefon.

Det er den såkaldte ”alert slider” på siden, som OnePlus har haft fra sine tidligste dage. Som eneste smartphone fabrikant.

Den fysiske skyder ser ikke ud af meget udefra, men den fylder ganske meget indendørs. Derfor er den forsvundet – i øvrigt ligesom på OnePlus’ billigere Nord modeller.

OnePlus er dog godt klar over, at ”slideren” er elsket af mange fans. Derfor fortæller OnePlus til flere amerikanske medier, at det ikke er et permanent farvel. Fabrikkens udviklingsfolk arbejder hårdt på at gøre skyderen mindre, så den snart kan gøre et comeback.

(Foto: OnePlus)

Jeg nævnte tidligere, at OnePlus også har forbedret antennerne i den nye telefon. De er ellers et område, som mange hverken brugere eller fabrikanter er særligt opmærksomme på.

Antenner sidder normalt langs telefonens sider og/eller i hjørnerne. På den måde dækkes de ikke, når folk holder på deres mobil.

Bruger man imidlertid sin smartphone til spil, holder man den ofte ude i de fire hjørner. Ved at anbringe ekstra antenner midt på bagsiden af 10T, undgår OnePlus, at gaming giver dårlig mobil kommunikation.

Alle disse gode ting kommer dog ikke uden kompromis’er, når prisen også gerne skulle holds nede – og stadig pænt under Samsung og iPhone.

OnePlus sælger også en meget hurtig biloplader til sin nye 10T telefon. Den lader med 80 watt og koster 599 kroner. (Foto: OnePlus)

OnePlus har derfor droppet den fornemme Quad HD 2K skærm fra Pro modellen. På 10T’eren må man nøjes med et Full HD+ display på 6,7 tommer. Opdaterings-hastigheden er 120 Hz – også vigtigt for spil.

Nedskæringer er der tillige sket i kameraerne, der ikke længere er optimeret med hjælp fra den svenske fotofabrikant Hasselblad.

OnePlus 10T har mere almindelige kameraer. Hoved-objektivet er på 50 megapixel og assisteres af en supervidvinkel på 12 MP og en makro til næroptagelser.

Til sidst priserne: OnePlus 10T kommer i danske butikker fra den 27. august til priser fra 5.499 kroner med 8 GB RAM og 128 GB lager. Vil man have den store udgave med 16 og 256 GB, må man bløde 6.299 kroner, Begge modeller kan forudbestilles nu….

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Webcam i topklasse