Test: OnePlus Nord Buds

Dine fotos på Samsung køleskabe

(Foto: Samsung)

Mange af os har fotos, postkort, huskesedler, skoleskemaer og andet nips siddende på vores køleskabsdør.

Den kigger hele familien forbi flere gange om dagen, så den fungerer ikke kun som adgang til mad og drikkevarer, men også som centralt samlingssted.

Som første hvidevare-fabrikant ser Samsung nu ud til at udnytte dette faktum. Formedelst en pæn stor sum kan man nu få trykt sit eget billede på den øverste halvdel af Samsungs trendy Bespoke køleskabe.

(Foto: Samsung)

Lad det være et foto af børnene, familiens vovse, et kunstværk eller en selfie i overstørrelse. Man skal blot sende motivet elektronisk til Samsung, der så forbeholder sig otte uger for at klare trykket.

Prisen er 250 dollars pr. dør. Da Bespoke køleskabet har to fløjdøre, bliver det altså 500 dollars eller knap 3.600 kroner.

Samsung vil kun printe på den øverste halvdel af sine Bespoke kølere og køle-/fryseskabe. Den nederste del vil altid stå enfarvet – i hvidt, stål eller en af de mange andre kulører, som Samsung tilbyder sine køkken-maskiner i. De er nemlig langt fra hvidevarer længere.

(Foto: Samsung)

 

Det nye tilbud til at få pyntet sit køleskab fra fabrikken af vil Samsung introducere på det amerikanske marked senere i år.

Englænderne har det også. Derovre kan man bl.a. købe en Bespoke variant med det nationale Union Jack flag trykt på køleskabs-døren i anledning af Dronning Elizabeths regerings-jubilæum.

Man kunne frygte, at mange hjem ville blive udstyret med meget grimme køleskabe, men det har Samsung åbenbart taget højde for:

I USA vil elektronik-giganten censurere og vurdere alle indsendte billeder. Ved hjælp af filtre med kunstig intelligens og kritiske menneskelige øjne vil Samsung forhindre overtrædelser af billed-copyrights, obskøne motiver og politisk ekstremisme i køkkenet.

(Animation: Samsung)

 

Samsung har generelt pænt succes med sine alsidige Bespoke produkter, der bringer mere farve ind i boligens vigtigste rum:

Man kan f.eks få køleskabene i pastel-kulører som ”Morning Blue” eller ”Clementine”, så de matcher bedre med køkkenskabe, møbler og tapeter. Desuden kan man vælge mellem dør-overflader i blankt glas, mat bund eller i stål.

Skulle man blive træt af at se på de udvalgte køleskabsdøre efter et stykke tid, kan man tage panelerne af selv og bestille nye hos Samsung med andre motiver på.

Det lyder som lidt af en guldåre, Samsung har fundet dér med de priser, fabrikanten tager for et panel. Om guldåren også åbnes her i Danmark, vides ikke på nuværende tidspunkt….

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Test: OnePlus Nord Buds