Omsider med støjfilter

Vild lyd ved poolen

(Foto: Steinway Lyngdorf)

Danskeren Peter Lyngdorf blev i gamle dage kaldt ”Peter Jordskælv”, fordi han introducerede os for de amerikanske Cerwin Vega højttalere, der kunne spille djævelsk højt.

Det var tilbage i 1970’erne og 80’erne, hvor Lyngdorf hurtigt viste, at han havde et større repertoire at spille på. Han grundlagte bl.a. butikskæden, der i dag er kendt som Hi-Fi Klubben.

Han åbnede også Dali højttaler fabrikken og gik i dette årtusinde helt over til at satse på Hi-Fi systemer i den audiofile high-end klasse.

Det førte til sin egen Lyngdorf Audio fabrik, der er pioner på anvendelse af digital teknologi i Hi-Fi  – og endnu mere spændende – et tæt samarbejde med verdens mest berømte flygel-bygger Steinway & Sons.

(Foto: Steinway Lyngdorf)

Steinway Lyngdorf sælger nogle af de dyreste og bedste Hi-Fi anlæg i verden. Typisk et investerings-objekt for musik-elskere med pengepungen i orden.

Den slags købere lytter som regel til klassisk musik i stuer, der er specielt indrettet som små koncertsale. Ude ved deres villaers swimming-pools eller på soldækket af deres yachter er musik bare lidt baggrundsstøj.

Og måske ikke. Til stor overraskelse for de fleste har Steinway Lyngdorf nemlig præsenterer en udendørs højttaler, der godt kan tåle både regnvejr og vandpjask fra poolen.

Den nye Marine Speaker må derfor være den dyreste og mest ambitiøse af de mange farverige action højttalere, vi har hørt trænge frem i haver, ved strande, på campingpladser, skovture og festivaller i de senere år.

(Foto: Steinway Lyngdorf)

Steinway Lyngdorf tager såmænd fra 53.400 dollars eller ca. 390.000 danske kroner – for denne outdoor højttaler i superklassen.

Det begrænser noget af målgruppen, som man godt kunne tænke sig at være russiske oligarker med mega yachter.

Deres luksusskibe og ejendomme er bare blevet beslaglagt som led i restriktionerne mod Rusland, så Steinway Lyngdorf må nok kigge sig om efter et andet publikum med velspækket kreditkort.

Lydkvaliteten skal der til gengæld ikke være noget at klage over med de nye danske udendørs højttalere.

De er designet til at arbejde med Steinway Lyngdorfs fremragende forstærkere og lyd-processorer. Det foregår via solide kabler – ikke noget med små handy Bluetooth bokse.

Hver Marine Speaker rummer to otte tommers aktive bas-enheder og to passive subwoofere. Mellemtonerne håndteres af en 6,5 tommers enhed, mens diskanten kommer fra Steinway Lyngdorfs signatur Air Motion tweeter.

Peter Lyngdorf og co. sigter mod et anderledes køber-publikum til sin nye udendørs højttaler. Den kan selvfølgelig sagtens spille klassisk og akustisk musik, men den er samtidig glad for pop, rock, dance og jazz.

Marine Speaker skal formidle en glad stemning til søs eller i nærheden af vand, på terrasser osv. Den slags finder man ikke så mange af i den prisklasse.

(Foto: Steinway Lyngdorf)

Imponerende lydtryk skal nyheden også kunne levere. Især, hvis man kobler flere eller mange højttalere sammen. Selv da skal lydkvaliteten være superb. Marine Speaker er ikke til larm.

Også i det ydre har Steinway Lyngdorf valgt sin helt egen stil. Hvor de fleste andre outdoor højttalere er lakeret sorte, fremtræder Marine Speaker i iøjnefaldende hvidt med applikationer i ægte 18 karat guld.

Med højttaleren følger en stander, så den kan placeres på jorden. Der er dog intet i vejen for, at Marine Speaker kan anbringes i loftet eller monteres på en væg.

Det vigtigste er nok, at højttaleren kan stå udendørs og spille under de fleste vejrforhold. Den er indbygget i et lukket aluminiums-kabinet og er vand- og støvsikker efter IP65 specifikationerne. Den tåler sågar sprøjt fra saltvand….

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Omsider med støjfilter