Spiller du til en guldmedalje?

Facebook angriber TikTok

(Foto: Facebook)

Det kan godt være, at folk for et par år siden trak på smilebåndet ad TikTok. Det var jo bare en sjov lille app fra Kina til børn, som de kunne bruge til at optage små videoer og karaoke sange med sig selv og dele dem med venner og familie.

I dag er TikTok blevet en magtfaktor både ude i verden og på det danske marked. Så stærk, at Mark Zuckerberg anser TikTok som en direkte trussel mod Facebook og Instagram.

Zuckerbetg udpegede således TikTok som en væsentlig årsag til, at Facebooks brugertal for første gang i historien gik tilbage i slutningen af sidste år.

Nu er «imperiet» så parat til at slå tilbage. Det sker med TikToks egne midler – nemlig med en feature, som Facebook og co har tyvstjålet fra de kreative kinesere.

Sidste år lancerede Meta – det nye navn for Facebook koncernen – Reels funktionen til Instagram. Det er en måde at producere små og sjove videoer på, der nemt kan blive afspillet på en mobiltelefon.

Facebook har for første gang mistet medlemstal, og det er tilsyneladende især de unge, som svigter. (Foto: Facebook)

Den bliver nu fulgt op af «Facebook Reel», der især skal lokke unge brugere tilbage fra TikTok til Facebook.

Kendere af verdens største sociale medie  vil vide, at man allerede har kunnet eksperimentere med en Reels funktion i et stykke tid som del af Facebooks nyheds-feed.

Desuden har Facebook opfordret sine brugere til at dele deres videoer på kryds og tværs af «fjæset» og Instagram ved hjælp af Reel.

Med den nye annoncering går Meta imidlertid et stort skridt videre. Reels bliver en stand-alone del af Facebook i over 150 lande verden over – heriblandt Danmark.

Reels vil samtidig blive presset ud i mange hjørner af Facebook app’en:

Facebook Reels skal give video-producenter bedre muligheder end TikTok til at tjene penge på deres kreationer. (Foto: Facebook)

Man vil f.eks. kunne placere Reels billeder både oppe i toppen af Facebook Feed og som del af Stories. På samme måde kan man forvandle Facebook Stories til Reels.

Facebook Watch, der typisk benyttes til lidt længere videoer, kan nu også være vært for Reels indhold. Det samme kan Facebook Groups.

Endelig fortæller Facebook, at man vil «anbefale» særligt gode Reels i sine brugeres Feeds på skærmen.

Med andre ord vil den oprindelige TikTok opfindelse Reels være med i stort set sammenhænge, hvor en Facebook bruger kigger eller deler videoer.

Spørgsmålet er imidlertid, om Facebook Reels bliver lige så godt at arbejde med som TikToks original. De første, der har afprøvet Facebooks nye initiativ i USA, siger, at Reels har betydeligt færre kreative værktøjer og muligheder for at redigere sine små videoer.

Reels kommer ud i alle hjørner af Facebook app’en. (Foto: Facebook)

For Facebook bliver Reels et meget vigtigt tiltag. At få unge brugere lokket tilbage har højeste prioritet for Mark Zuckerberg.

De er i stadig stigende grad flyttet til TikTok, der er Facebooks erklærede fjende nummer ét lige nu – bortset fra Apple, kritiske politikere og forbruger-beskyttere.

Under sin seneste regnskabs-aflæggelse tidligere i denne måned sagde Zuckerberg direkte, «at vi er midt i en forvandling af vores services mod en stærkere satstning på korte videoer som Reels.»

Tilsyneladende kan det ikke gå stærkt nok for Zuckerberg. Derfor åbner han for mange flere muligheder for, at Reels producenter kan tjene penge på deres kreative evner:

I øjeblikket kan man tjene penge på sine Reels videoer via banner-reklamer og stickers. Det næste bliver «Stars», hvor fans kan købe gaver til kunstnerne.

Den kinesiske video-app TikTok er nu Facebooks erklærede fjende. (Foto: Cottonbro / Pexels)

Lige netop her kan Facebook måske ramme en archilles-hæl hos TikTok, der ofte kritiseres for at aflønne sine dygtige producenter for sølle.

Til sidst – hvad gør TikTok så selv som svar på Facebooks modangreb?

Tilsyneladende vil TikTok gå den modsatte vej af sin hidtidige, meget succesrige strategi: Nemlig længere videoer på op til 10 minutter. Begrundelsen er, at der så bliver plads til flere reklamer i dem.

Spørgsmålet er så, hvordan det unge publikum vil reagere: Ifølge en rundspørge blandt halvdelen af TikToks brugerskare, finder en stor del af dem, at videoer over et minut er trættende og stressende….

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Spiller du til en guldmedalje?