Hvis SMEG lavede en scooter

Vi er færre «fjæs»

(Foto: Nothing Ahead / Pexels )

(Opdateret) Gennem årene har vi læst og hørt flere variationer over samme tema “Facebook er yt”, “folk dropper Facebook”, “teenagers bruger ikke længere Facebook” osv.

Alligevel er verdens største sociale medie fortsat med at vokse. Ikke så hurtigt som for ti år siden, men trods alt med næsten 600 millioner nye månedlige brugere i de seneste tre år. Resultatet er bl.a, at næsten 80 procent af danskerne i dag er medlem af Facebook – er et ”fjæs”.

Sådan har det været indtil nu. I går kom meddelelsen nemlig, at Facebook for første gang i sin 18-årige historie er gået tilbage i brugertal.

Det skete i fjerde kvartal af 2021, hvor ”kun” 1,929 milliarder brugere kiggede forbi Facebook hver eneste dag året rundt mod 1,930 milliarder året før.

Disse meget entusiastiske ”fjæs” kaldes i fagsprog for DAUs – Daily Active Users. Dem plejer Facebook ellers ikke at omtale så ofte, for i internet-sammenhæng findes der er et større og mere imponerende tal.

Mark Zuckerberg har lige mistet en stor del af sin formue, fordi hans aktionærer ikke helt tror på hans visioner om fremtidens internet. (Foto: Meta)

Det er de såkaldte MAUs – Monthly Active Users. Folk, som besøger et socialt medie mindst én gang om måneden. Hos Facebook er det 2,912 milliarder mennesker, og dette tal vokser stadig. Nemlig fra 2,910 milliarder i de sidste tre måneder af 2020.

Verdenspressen har naturligvis fokuseret stærkt på, at det nu er slut med Facebooks vokseværk. Lad os nu se, om det fortsat vil være korrekt om tre eller seks måneder. Faldet er jo på kun to millioner ud af en total på næsten tre milliarder.

Massemediernes andet fokus er langt mere saftigt. Det drejer sig nemlig om, at Facebooks stifter og topchef Mark Zuckerberg har tabt milliarder af dollars og kroner, efter at hans koncerns aktionærer har reageret negativt på et skuffende kvartalsregnskab.

Zuckerberg er f.eks. røget ud af Top-10 over verdens rigeste mennesker. Han er nu ”kun” nummer 12 med en formue på 84,8 milliarder dollars eller ca. 560 milliarder kroner.

En meget pæn sjat for en 37-årig, der aldrig har afsluttet sin uddannelse. Facebook ideen kom på tværs.

Facebook har for første gang mistet brugerte. (Infografik: Statista.com)

På et enkelt døgn gav Meta aktiens styrtdyk Mark Zuckerberg et tab på 29,7 milliarder dollars eller ca. 195 milliarder kroner. Det er mange nuller at holde rede på.

Det grundlæggende spørgsmål er nok, om Zuckerberg nye idé med at omdanne Facebook og co til den nye Meta koncern har været helt så god – eller måske lidt forhastet.

Meta forsøger nærmest desperat at få internets afløser – Metaverse – til at ske så hurtigt som muligt, for der er enorme penge og magt i det, hvis det lykkes.

Det store publikum – Facebooks milliarder – forstår ikke rigtigt, hvad der er meningen. Samtidig stikker konkurrenterne hele tiden pinde ind i Meta-hjulet.

Senest har Microsofts topchef Satya Nadella sagt i et interview med ”The Financial Times”, at Metaverse grundlæggende drejer sig om at lave spil:

Indtil videre har Metaverse kun kostet en masse milliarder i opstart. (Foto: Meta)

”Metaverse skal flytte mennesker, steder og ting i en fysisk maskine og her få dem alle sammen til at relatere til hinanden ad digital vej.”

”Du og jeg vil f.eks. sidde i et mødelokale med andre ”rigtige” mennesker eller med vores avatarer, hologrammer og 2D overflader omkranset af surround lyd. Dér, hvor vi har gjort det allerede, er i computerspil.”

Satya Nadella indrømmer samtidig, at Microsofts nye rekord-store opkøb af spilgiganten Activision Blizzard  er direkte inspireret af Facebooks planer for Metaverse. Det andet, der trigger Microsoft bossen er lysten til at bygge fremtidens interne

Zuckerbergs aktionærer, der primært kigger på deres egen pengepung, har større problemer med at forstå ræsonen i Metaverse. De kan jo se på regnskaberne, at Meta taber enorme summer på sine Virtual Reality investeringer.

Oculus brillerne var den første, men er kun en lille del sammenlignet med, hvad Metaverse allerede har kostet.

Meta har oplevet det største dyk på en enkelt dag i markedsværdi nogensinde for en børsnoteret amerikansk virksomhed. (Infografik: Statista)

Det netop offentliggjorte regnskab for oktober, november og december 2021 er første gang, hvor Meta splitter sit økonomi i to dele:

Family of Apps (FoA) er, hvad de fleste vil kalde koncernens traditionelle kerne-forretning. Det vil sige Facebook selv, Instagram, Messenger, WhatsApp – og alle reklame-indtægterne herfra.

Den anden halvdel er den nye – Reality Labs (RL). Det omfatter hardware, software og indhold til Augmented (AR) og Virtual Reality (VR). Indholdet – det er Metaverse.

Mark Zuckerberg har selvfølgelig prøvet at charmere sig igennem hos sine kritikere og aktionærer ved at hævde, at han er ”meget opmuntret af fremskridtene i RL og Virtual Reality”.

Faktum er imidlertid, at aktie-nedturen i Meta afslører, at Reality Labs vil kræve et enormt arbejde for at lykkes. RL er den tunge mørke sky, der hænger over Facebook imperiet.

De sociale medier er fortsat en guldrandet forretning for Facebook og Meta. Til gengæld er investeringer i Virtual Reality et stort hul. (Foto: Slashgear)

Den søde sukkersnak kan heller ikke dække over, at Reality Labs var et tungt anker om benet for Meta sidste år med et underskud på over 10 milliarder dollars. Fjerde kvartal i 2021 var det værste nogensinde.

Helt anderledes godt gik det for Family of Apps. I årets sidste kvartal lå omsætningen her alene på 15,9 milliarder dollars. Tager vi hele 2021 med, giver FoA næsten 57 mia. dollars i drifts-indtægt.

Totalt ser er Meta og Zuckerberg ikke synderlig belastet af eksperimenterne i RL med Virtual og Augmented Reality. Annoncesalget går jo fortsat forrygende i de “traditionelle” sociale medier.

Meta havde næsten 40 milliarder dollars i netto-overskud ad den vej i 2021. Det er 35 procent højere end året før.

Annonce-priserne steg med 24 procent, og antallet af reklamer – ”ad impressions” – gik frem med 10 procent i et år, der var præget af Corona, hjemmearbejde og brugere, der sad længere foran skærmen end nogensinde før.

Microsofts topchef Satya Nadella kalder Metaverse ét stprt spil, men det kan der sagtens være mange penge i.. (Foto: PocketLint)

Til sidst skal lige nævnes, at Meta og Zuckerberg har én stor hovedpine, som de ikke selv har igangsat: Det er Apple.

Først og fremmest volder Apple alle andre softwarehuse bekymringer, fordi ændringer i iPhones iOS styresystem nu kræver, at brugere aktivt skal sige ok til, at reklamer følger deres færden på internet. Tidligere var denne vitale funktion for Facebook standard.

Mark Zuckerberg advarer uvant tydeligt, at den nye ”gi’ lov” feature kan koste Facebook og Instagram rigtigt mange penge her fra 2022.

Den anden er, at Apple pusler med en konkurrent til Metaverse. Apple har ikke udtalt sig officielt, men stædige rygter vil vide, at æble-firmaet har både ”mixed reality” briller og anden hardware på vej, som skal blande Augmented og Virtual Reality ind i vores hverdag….

Meta har lanceret en række nye 3D avatarer til Facebook, Messenger og Instagram, som skal vise vejen mod Metaverse. De nye avatars kommer lige i rette tid til Superbowl finalen i amerikansk fodbold. (Illustration: Meta)

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvis SMEG lavede en scooter