Nokia satser på QLED tv

Apple vinder sejr i Frankrig

(Foto: Jessica Lewis / Pexels)

Vores allesammens Obelix har ofte beskrevet sine modstandere i Asterix tegneserierne som ”de er skøre, de romere” eller ”de er skøre, de briter” eller ”de er skøre, de gotere” eller ”de er skøre, de vikinger.”

Så vidt jeg husker, har Obelix dog aldrig kaldt sine landsmænd for ”skøre”, selvom betegnelsen ville være oplagt, hvis den store galler havde let i vores tid.

Senest er Apple – ret usædvanligt – endt med at vinde en lille sejr i Frankrig. Det er ellers meget svært for store udenlandske tech-firmaer, der kommer op at slås med politikere og skrankepaver i Paris.

I september 2021 fik Apple ordre til, at iPhones fremover kun måtte sælges i Frankrig, når det var inklusive et sæt øretelefoner.

Loven henviser til, at alle mobiltelefoner skal have et stykke tilbehør med, der kan begrænse, at brugernes hoveder bliver udsat for radiobølger.

Med øretelefoner i hovedet placeres telefonen som regel længere væk som f.eks. i hånden eller i lommen, konkluderer franskmændene.

Som de fleste ved, er Apple holdt op med at levere øretelefoner og ladeblok med, siden iPhone 12 kom på gaden i 2020. For at spare penge og elektronisk affald.

Apple kunne ikke gøre andet end at lystre, for der bliver solgt mange iPhones i Frankrig. Ergo fik iPhone to æsker – den store med telefonen plus en lille med et sæt billige og dårlige øretelefoner i.

Nu har franskmændene trukket i land. Siden den 17. Januar skal iPhones ikke længere have tvungne øretelefoner med, som ingen alligevel bruger. Fremover ligger der kun et Lightning-til-USB-C kabel med en ny Apple telefon.

Ifølge franske medier har Apple afvist at kommentere udviklingen. Apple ønsker nok ikke at blive uvenner med de franske myndigheder….

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nokia satser på QLED tv