Nordmænd vilde med elbiler
Selvom Norge har masser af olie i undergrunden, er landet ved at blive nummer ét i verden med hensyn til udbredelse af elbiler.
I 2021 var to af tre nye biler – 65 procent – som blev solgt i vores naboland, fuldt elektriske. Det er 11 procent flere end i 2020. Dengang kørte 54 procent på strøm.
I alt solgte de norske forhandlere 176.276 elbiler sidste. Den mest populære model var Tesla Model 3 med Toyotas RAV4 på andenpladsen.
Toyotaen var den eneste hybride bil med både el- og benzin-motor på den norske hitliste. Den firehjuls-trukkede RAV4 efterlod Volkswagen ID.4 på tredjepladsen, mens Polestar 2 kørte ind på position 10.
Nordmændene regner med, at elbiler kunne nå op på 80 procent af landets bilsalg allerede her i 2022, hvis det ikke var for chip-manglen. De norske forhandlere kan slet ikke skaffe det antal elbiler, som der er købere til.
Den norske regering støtter aktivt indførelsen af elbiler. De sælges uden registrerings-afgift, hvilket kostede statskassen 22,6 milliarder (danske) kroner i indtægter sidste år. I 2025 skal det være helt slut med at købe benzin- eller diesel-drevne biler i Norge.
Ikke kun Norge er et godt marked for Tesla. Det går i det hele taget forrygende godt for den amerikanske elbil fabrikant, der næsten nåede at sælge en million vogne i 2021.
Mere præcist blev der købt 936.172 Tesla elbiler sidste år. Det er en fordobling i forhold til 2020. Det helt store salg kom i oktober, november og december, hvor Tesla afsatte 308.600 elbiler på globalt basis.
Også Tesla er ramt af chip-manglen, hvilket tydeligst kan ses på salget af firmaets dyrere Model S og X varianter.
De to modeller blev sidste år solgt i under halvt så mange eksemplarer som i 2020 -skriver nyhedstjenesten Reuters….
Ingen kommentarer endnu