B&O laver headsæt til Cisco

Lyden er gemt i sofaen

(Foto: Lovesack)

De fleste mennesker taler om at indrette deres hjem med det smarte ”tingenes internet”, hvor alle elektriske ting er forbundet med hinanden.

Højttalere, der kan kontrolleres med stemmen. Intelligente termostater, Fjernstyrede alarmer og dørlåse. Smarte tv. Videokameraer i børneværelset. Køleskabe, der viser deres indhold på mobiltelefonens skærm. Kloge elpærer.

Alt sammen er det noget, vi kan købe eller måske allerede har investeret i. Fint nok. Men hvad med møblerne? Skal de bare stå der og se pæne ud? Komfortable, men dumme?

Ikke, hvis det står til den amerikanske møbelfabrikant Lovesac, Den er mest kendt for sine modulopbyggede sofaer, der især er populære hos børnerige familier i USA.

(Foto: Lovesack)

I sin nye Sactionals StealthTech Sound + Charge har fabrikanten integreret elektronikken i sofamodulerne of forbinder dem trådløst med hinanden. Helt uden, at man kan se det udefra. Deraf navnet ”stealth tech.”

Et sofamodul kan f.eks. indeholde en subwoofer, så brugerne får bas-fornemmelsen helt ind på livet, Fedt, når man ser film på stuens fladskærms-tv, streamer de seneste nye rockplader eller lytter til de dyyybe toner fra Camille Saint-Saëns berømte orgel-symfoni.

Også andre højttalere til mellemtone og diskant kan gemmes i Lovesacs nye sofaer. Det samme gælder surround forstærkere, trådløse ladestationer til mobilen, USB-stik osv. Enkelte moduler leveres sågar med integreret p-plads til trådløse fjernbetjeninger.

Hele formålet er at frigøre rummet omkring sofahjørnet fra højttalere og store stereoanlæg, der fylder voldsomt op og er så sarte, at legende børn helst ikke må komme i nærheden af dem.

Højttalere og elektronik har Lovesac hentet hos den kendte Hi-Fi fabrikant Harman Kardon. Med andre ord kan man forvente, at lydkvaliteten er i orden, selvom enhederne er gemt af vejen på en utraditionel facon.

Da sofaerne er opbygget i moduler, kan man også skræddersy sit lydsystem helt individuelt. Som et stereo-system med en højttaler i hvert hjørne eller som surround med center-, bag- og sidehøjttalere plus en otte tommers subwoofer på 100 watt. Hele herligheden kan arbejde med Dolby Prologic 2 og Dolby Digital Sound.

Lovesac oplyser i den forbindelse, at højttaler-enhederne er individuelt sat op, alt efter hvilket stof man vælger sin sofa i. Der er jo forskel på, hvor gennemtrængeligt stoffet er for lyd og toner.

Lovesac Sactionals StealthTech Sound + Charge systemer koster fra 3.700 dollars eller ca. 24.000 kroner. Måske en idé til efterligning for IKEA, Jysk, Ilva osv….

(Foto: Lovesack)

(Foto: Lovesack)

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

B&O laver headsæt til Cisco