Skal firmamobilen være brugt?

B&O laver headsæt til Cisco

(Foto: Bang & Olufsen)

Bang & Olufsen er blevet rigtig god til at finde partnere, der kan være med til udbrede kendskabet til dansk knowhow i design og lyd.

B&O bygger f.eks. gamer-hovedtelefoner til Microsoft Xbox, leverer højttalere til HP’s laptops, sælger sporty øretelefoner via det schweiziske løbesko mærke On og markedsfører special-udgaver af sine højttalere gennem Saint Laurents modebutikker.

Med sit seneste alliance bevæger B&O sig langt ind i den hybride arbejdsplads, hvor videomøder og online kommunikation er et naturligt element i hverdagen. Kort sagt – B&O har nu sit eget professionelle headsæt, der sælges i samarbejde med den amerikanske it- og netværks-gigant Cisco.

At der ligger dansk design i det nye Bang & Olufsen Cisco 980, er ikke til at overse. Magen til elegant headsæt i den professionelle klasse skal man lede længe efter.

(Foto: Bang & Olufsen)

Bærekomfort og lydkvalitet står B&O også for. Højttalerne – driverne i en hovedtelefon – har førsteklasses stemme- og musik-kvalitet.

Der er automatisk støjreduktion, og i stedet for en pind med mikrofon foran ansigtet benytter B&O en virtuel ”boom-arm” med målrettede mikrofoner.

Brugerne af den får nu et headsæt, der i lækre materialer og design ligger langt over, hvad de normalt har på ørerne. B&O nyheden er nok også noget dyrere end andre headsæt til Webex.

Cisco Webex omfatter cloud-baserede videomøder, opkald, events, kontakt-centre og oplevelses-løsninger for kunder. Alt sammen styret ved hjælp af kunstig intelligens og maskinlæring, der bl.a. garanterer en stabil kommunikation og et højt sikkerheds-niveau.

Bang & Olufsen Cisco 980 headsættet kommer til salg via Ciscos salgskanaler fra begyndelsen af 2022….

Cisco 980 headsættet ser ud til at være en videre-udvikling af B&O’s velkendte Beoplay Portal hovedtelefoner. (Foto: Bang & Olufsen)

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skal firmamobilen være brugt?