TDC har verdens bedste mobilnet

Headsæt i en ekstra klasse

(Foto: Jabra)

Nogle gange udvikler elektronikken sig til hurtigere til forbrugere end det udstyr, der er beregnet til professionelle brugere.

Den danske gigant i høre-apparater GN Store Nord demonstrerer sådan et eksempel med sit nye Jabra Evolve2 75 headsæt.

Det er nemlig verdens første headsæt til erhvervsbrug, der indeholder fuldt justerbar aktiv støjreduktion (ANC). En teknologi, som er blevet vældig trendy i små trådløse øretelefoner i de seneste par år.

Nu skal professionelle telefon-snakkere også have glæde af filtrene. De bliver sikkert populære hos dem, der arbejder i støjfyldte omgivelser – lad det være alt fra kontorer med snakkesalige kolleger eller hos folk, som bevæger sig rundt udendørs som led i deres job.

Evolve 2 75 slår til gengæld forbrugernes hoved- og øretelefoner på antallet af mikrofoner. Hele otte har nyheden indbygget til både at gengive brugerens stemme klokkeklart og til at følge støjkulissen omkring ham eller hende.

(Foto: Jabra)

Jabra har desuden indbygget en ny ”dual foam” teknologi i sit headsæt. Den sikrer meget bløde og ventilerede ørepuder, som man kan have på i timevis uden at føle tryk på øret eller får fedtet hår af det.

Forud for udviklingen af Evolve2 75 har Jabra foretaget en omfattende rundspørge blandt professionelle brugere af headsæt for at finde ud af, om f.eks. ændrede arbejdsforhold under Corona pandemien stiller nye krav til det ”værktøj”, man bærer på hovedet.

68 procent af de adspurgte betragter således den ideelle arbejdsform som en uge, der både omfatter hjemmearbejde og arbejde på kontoret.

85 procent svarer samtidig, at de præsterer bedre, hvis de kan stole på, at deres lyd, video og eksterne forbindelser fungerer optimalt og komfortabelt.

Det er der som sådan ikke meget nyt i. Mere nyt ville det være, hvis headsæt fabrikanterne også lever 100 procent op til, hvad deres marketing afdelinger lover i deres reklamer. Det tror jeg, at Jabra gør.

(Foto: Jabra)

Som nævnt er Evolve2 75 det første professionelle headsæt, hvor man kan indstille ANC støjreduktionen helt efter ens egne ønsker. Desuden kan man naturligvis lade headsættets tre-dobbelte chip gøre det automatisk.

Justeringen kan foretages direkte fra en app, så man ikke behøver at tage headsættet af. Det gælder både til professionel tale-forståelse og til musik-afspilning.

Jabra har stor succes med sine små øretelefoner, og lydkvaliteten fra dem er overført til Evolve2 75. Lidt Beatles, Beethoven eller Cardi B skal der også være plads til mellem telefonsamtalerne.

Evolve2 75 lever op til Microsofts strenge Open Office krav. Med den seneste Bluetooth 5.2 teknologi har headsættet en trådløs rækkevidde på op til 30 meter.

Headsættet fungerer med alle førende Unified Communications platforme. Det kan opdateres via fjernstyring og kan opsamle data, så firmaets it-afdeling har et bedre grundlag for at finde fejl og tekniske problemer.

(Foto: Jabra)

Man kan forbinde Evolve2 75 med op til otte lydkilder, hvoraf de to hele tiden kan være aktive. Det kan f.eks. være en mobil og en laptop eller to smartphones til henholdsvis private og arbejds-samtaler.

Desuden fås headsættet med en særlig Microsoft Teams knap til de brugere, der deltager i mange videomøder. Tilsvarende har Evolve2 75 hurtig-parring med Android.

Headsættet kan køre i 24 timer på en batteri-opladning, hvis man har koblet ANC og den indbyggede ”Busylight” lampe koblet fra. Bruger man headsættet til musik, har man op til 36 timer på en opladning.

Jabra Evolve2 75 kan købes hos udvalgte forhandlere fra fredag den 15. oktober. Prisen er 2.448 kroner ekskl. moms….

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TDC har verdens bedste mobilnet