Nokia tilbage i tablets

Her er den kloge bademåtte

(Foto; Baracoda)

Det smarte hjem har naturligvis for længst fundet vej til badeværelset, hvor man f.eks. kan købe spejle med internet skærm til, smarte badevægte, online forbundne højttalere og toiletter eller app-styrede brusehoveder til.

En intelligent bademåtte har jeg dog ikke hørt om før nu. Den fungerer i princippet som en digital badevægt, men sørger samtidig for at tørre og varme fødderne.

Via mobiltelefonens skærm giver den nye BBalance Mat straks brugeren en grundig oversigt over brugerens helbred, når han eller hun træder på bademåtten,.

Den genkender dog først sin bruger på fodtrinnet. Derfor fungerer bademåtten for alle medlemmer i en familie. Derefter måler den vægt, BMI, fedt-procent, puls, temperatur og krops–holdning.

Og nåhrr ja – da BBalance Mat jo måler brugerens fødder, kan den også straks fortælle, hvilken skostørrelse man har. Hvis man altså skulle være i tvivl og være ved at købe et sæt nye sneakers via internet.

(Foto; Baracoda)

BBalance Mat fra franske Baracoda  vandt innovations-prisen ved sidste års CES Show i USA, men det er åbenbart først nu, at produktet er helt færdigt og klar til salg. Det sker gennem en Crowd Funding kampagne på iværksætter portalen Indiegogo.

Bademåtten er rent fysisk delt i to. Den øvre del er fremstillet i blødt, vand-absorberende bomuld, der kan tages af og vaskes i maskinen.

Den nedre del i armeret plastik er vandtæt efter IP54 normen og indeholder sensorer og elektronik. For at kunne måle præcist har BBalance anbragt ikke færre end 4.000 trykfølsomme sensorer.

Andre sensorer måler hudens bio-impedans, temperatur og pulsen i den nærmeste blodåre. Tilsammen kan de give et helbreds-billede af personen på bademåtten, mens vedkommende f.eks. står og børster tænder, barberer sig eller lægger makeup. Komplet med dagsvægt, BMI og fedt-procent

De vitale data sendes trådløst via Wi-Fi eller Bluetooth til BBalance app’en på brugerens mobil eller tablet. Data, der sendes videre til BBalance’ database for yderligere bearbejdning, er krypteret og overholder EU’s strenge GDPR krav om privatlivets beskyttelse.

(Foto; Baracoda)

Baracoda anbefaler, at man lader bademåtten tjekke ens helbred flere gange om dagen. Menneskets krop og fysiske formåen forandres nemlig i løbet af døgnet.

Den medfølgende app kan vise data løbende om sin ejer eller flere i familien. På den måde kan den via integreret kunstig intelligens holde øje med f.eks. en diæt, anbefale mere motion, øvelser i kropsholdning osv.

BBalance Mat fungerer med brugere mellem 10 og 200 kilo. Det vil sige, at både meget store mennesker og små størrelser kan bruge den. Forældre kan følge deres barns opvækst fra ca. tre år og opefter – inklusive deres konstant voksende skostørrelser!

Da bademåtten bruges i et vådrum, anbefaler fabrikanten, at man kører BBalance på batteri. Det indbyggede på 5.000 mAh kan holde bademåtten køre i 12 måneder ved dagligt brug, inden batteriet skal genoplades.

BBalance Mat fås i farverne sort og hvid eller pink og lyseblå. Den kan i øjeblikket forudbestilles til en særpris på 229 dollars eller ca. 1.475 kroner. Senere bliver prisen i butikkerne 40 procent højere….

(Foto; Baracoda)

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nokia tilbage i tablets