Fedt nyt legetøj

Snak dig til din kaffe

(Foto: Lavazza)

Digitale assistenter som Apples Siri, Amazons Alexa eller Googles Assistant er der ikke meget nyt i. Millioner af mennesker giver deres smarte højttalere, mobiltelefoner eller trådløse øretelefoner kommandoer med deres stemmer.

Amazon har også vist Alexa indbygget i f.eks. lamper, tv, køleskabe og mikrobølge-ovne. Derfor kan det ikke undre, at Amazon også er involveret i den første kaffemaskine, man kan styre med mund og ord.

Med den nye A Modo Mio Voicy har den kendte italienske kaffe-fabrikant Lavazza præsenteret markedets første maskine med en digital assistent ombord – Alexa.

Lavazza kender sine kaffe-drikkere og ved, at mange af dem har travlt og hænderne fulde af alle mulige andre ting på kontoret eller fra indkøb:

At fylde sin kaffemaskine med en kapsel og trykke en knap for at få den brygget kommer tit som det sidste, selvom det burde være det første. Man trænger jo til sin mokka her og nu.

Det slipper man for nu: I stedet skal man bare sige højt og tydeligt henvendt til sin Lavazza kaffemaskine:

”Hey Alexa, make me an espresso” eller cappuchino eller latte. Maskinen forstår som regel, hvad man siger – og sætter straks kaffebrygningen i gang.

(Foto: Lavazza)

Voicy er den mest avancerede model i Lavazza A Modo Mio familie af kapsel kaffemaskiner – og den er avanceret på flere måder end bare stemmen.

Brugeren kan således programmere sin kaffemaskine til at forstå bestemte ord og sætninger. Man kan også indstille størrelsen af f.eks. sin espresso helt efter sin egen smag. På samme vis kan man bestemme temperaturen på sin kaffe.

Da en familie eller et kontor som regel består af mere end én person, kan Lavazza kaffemaskinen huske flere brugeres stemmer og præferencer. Faktisk som en digital barista, der kender sine kunder.

Dertil kommer, at kaffemaskinen har både indbygget mikrofon og højttaler, så den kan udnytte alle de andre Alexa tricks:

Man kan således bruge den på samme måde som en Amazon Echo boks og bede den om at informere om trafik-situationen, den lokale vejrudsigt, sende meddelelser, foretage eller tage imod opkald  – og well – kaffemaskinen kan også streame og spille musik.

Jeg skal ikke kunne sige, om Lavazza vil markedsføre sin stemme-aktiverede kaffemaskine på det danske marked. Maskinen optræder i hvert fald ikke på Lavazzas danske hjemmeside.

Heldigvis eksisterer internet, og A Modo Mio Voicy kan bl.a. bestilles på Lavazzas engelske hjemmeside eller hos Amazon. Her koster nyheden 249 pund eller ca.  2.200 kroner….

(Foto: Lavazza)

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fedt nyt legetøj