Så hurtigt lader iPhone 13

Fairphone 4 er ægte genbrug

(Foto; Fairphone)

Hollandske Fairphone har nu åbnet det næste kapitel i firmaets mission for at skabe en mere bæredygtig mobil-verden – som alternativ til alle de store smartphone mærker.

Den nye Fairphone 4 er et så stort skridt frem i teknologi, at telefonen vil kunne klare sig fint i den ombejlede mellemklasse for mobiler. Også hos dem, der ikke bærer rundt på en mørkegrøn samvittighed.

Fairphone 4 er blevet meget mere solid. Den føles som bedre kvalitet. Den har fået 5G og to kameraer på 48 megapixel – og Fairphone giver fem års garanti. Det er da gansket flot for en mobil til 4.500 kroner.

Den første Fairphone landede i 2013 – som verdens første mobil, der kunne genbruges og, hvis fabrikation byggede på fairness over for arbejdere, natur og råstoffer.

Fairphone 2 kom i 2015 og solgte i små antal sammenlignet med f.eks. iPhone og Samsung. Så gik der hele fire år inden tredje generation og nu igen to, før Fairphone 4 dukker op.

(Foto; Fairphone)

Ventetiden har hollænderne udnyttet klogt. Fairphone 4 er den første af de grønne mobiler, som kan kaldes tidssvarende i teknologi og udstyr.

Nyheden kører således på Qualcomms mellemklasse motor Snapdragon 750G og 5G. Der er dual-band Wi-Fi og Bluetooth 5.1, ligesom man kan vælge mellem modeller på 6 GB RAM og 128 GBG lager eller 8/256 GB.

LCD-skærmen er på 6,3 tommer og kan vise billeder i HD+ kvalitet. Displayet er gemt bag ridsefast Corning Gorilla Glass. Samme soliditet vises i, at Fairphone 4 har et chassis i aluminium og er godkendt efter de militære MIL-810G standarder.

På ryggen af Fairphone 4 sidder to kameraer med 48 megapixel billedsensorer i hver. Det ene er hoved-objektivet med optisk billed-stabilisering og mulighed for at tage 4K videoer. Det andet en kombi af ultra vidvinkel og makro. På fronten sidder desuden en selfie-skyder på 25 MP.

Fairphone 4 kommer desuden med et 3.905 mAh batteri, som brugerne selv kan udskifte efter behov. Noget af en sjældenhed på modern smartphones.

Telefonen er bygget af materialer, der så vidt muligt kommer fra bæredygtige og fair kilder. Det betyder bl.a. genbrugt plastik, mineraler og metaller fra Fairtrade godkendte producenter.

(Foto: Fairphone)

Fairphone 4 skal samtidig være den første smartphone på markedet, hvis bagplade er lavet 100 procent af polykarbonat kunststof, der er fra genbrug.

Fairphone kalder selv sin ”4’er” for det første mobil, der er ”neutral i forhold til elektronisk affald.” I praksis betyder det, at fabrikanten vil tage ansvaret for genbrug af en ”almindelig” smartphone for hver Fairphone 4, der bliver købt.

På den måde mener Fairphone, at man kan forhindre produktionen af en smartphone på traditionel vis, der typisk ender på lossepladsen efter to-tre år. Fairphone indsamler selv gamle mobiler via sit europæiske ”take back” program.

Alle disse grønne initiativer har sørget for, at Fairphone har opnået en flot 85/100 Eco rating i Europa og en topkarakter i det franske reparations-indeks. Store dele af Fairphones elektronik sidder nemlig på moduler, der er nemme at udskifte eller opgradere.

Til sidst skal nævnes, at Fairphone 4 kører på Android 11 og er garanteret software-opdateringer frem til 2025. Det vil sige i hvert fald Android 12 og 13 – måske sågar Android 14 og 15. Det ville være en rekord i mobil-industrien.

Fairphone 4 kommer på markedet den 25. oktober, men kan forudbestilles nu. Priserne begynder ved 579 euro  eller 4.499 kroner for den lille model og slutter ved 649 euro og 4.999 kroner for den store. I Danmark sælges Fairphone bl.a. hos Proshop og Elgiganten….

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Så hurtigt lader iPhone 13