Marshall mere støjfri

Vi kodede mindre under Corona

(Foto: Olia Danilevich / Pexels)

Corona pandemien har haft de mest forunderlige effekter på samfund, erhvervsliv og vores levemåde gennem de seneste halvandet år.

En af de lidt overraskende er, at verdens programmører har skrevet en tredjedel færre kodelinier end før pandemien.

Man skulle da ellers tro, at software-udviklere kunne være mere effektive, når de kunne arbejde hjemmefra i stedet for at sidde i stressede og overfyldte kontorhuse.

Men sådan har virkeligheden ikke været ifølge organisationen Software Improvement Group (SIG): Antallet af skrevne linjer kode er faldet med 37 procent under Corona.

Til gengæld var kvaliteten af koden generelt højere og mere fejlfri end under normale forhold. Bortset fra til sidst, hvor kvaliteten dalede markant.

Ifølge SIG så man i begyndelsen af Corona en stigning i kode-kvaliteten, fordi udviklingerne havde mere tid til at kode løs uden afbrydelser.

Den globale kodekvalitet fra marts 2020 til marts 2021. (Kilde: SIG Benchmark Report 2021)

”Indledningsvis under pandemien var udviklerne  glade for at kunne arbejde hjemme, da det gav færre afbrydelser og forstyrrelser,” forklarer chefkonsulent Troels Johansen fra den danske industri-organisation IT Branchen.

”Den nye undersøgelse viser dog, at de har haft svært ved at bevare koncentrationen gennem hele pandemien. Samtidig har mange savnet sparringen med deres kollegaer,” fortsætter han.

Dermed udfordrer rapporten også myten om udvikleren, der helst vil sidde for sig selv i kælderen og bare kode. For de fleste udviklere har det stor betydning, at de har adgang til kollegaer og et fagligt netværk. Det er med til at sikre motivation og kvalitet i arbejdet.

”Det er et interessant indspark i en tid, hvor mange virksomheder, der også har udviklere ansat, er ved at definere fremtidens (digitale) arbejdsplads i en post-corona-virkelighed,” vurderer Troels Johansen.

”Uanset om det handler om virksomhedens egne medarbejdere eller freelancere, er det vigtigt, at man gør en indsats for, at man kan mødes og sparre med kollegaer, så man både har et fagligt og socialt netværk omkring sig. Ellers falder både kvaliteten og produktiviteten lynhurtigt.”

Den nye SIG Benchmark Report 2021 bygger på en analyse af næsten 50 milliarder kodelinjer fra over 280 teknologier og over 6.000 applikationer….

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Marshall mere støjfri