Byg din egen bærbare pc

Manualer kan være millioner værd

(Foto: RR Auctions)

Hvad gør du med de tykke papir-manualer og betjenings-vejledninger, som du har liggende fra gamle computere, printere, tv og stereoanlæg?

Du smider dem sandsynligvis ud i papir-containeren, så de kan gå til genbrug. En fornuftig metode i de fleste tilfælde. Bare ikke, hvis manualen har en personlig og håndskrevet dedikation fra en af tech-verdenens mest berømte personer.

Så kan manualen være millioner værd. Helt bogstaveligt. RR Auctions i Boston har nemlig netop solgt en manual til Apple II computeren fra 1978 for 787.484 dollars. Det er ca. fem millioner danske kroner.

Den såkaldte Apple II Reference Manual på 196 sider har på siden over for indholds-fortegnelsen personlige hilsener skrevet i blåt bæk af Apples grundlægger Steve Jobs og Apples top manager Mark Markkula.

Teksten lyder: “Julian, Your generation is the first to grow up with computers. Go change the world! Steven Jobs, 1980.”

(Foto: RR Auctions)

Modtageren af den underskrevne manual var Julian Brewer, der var søn af Apples første distributør i England. Han fortæller om episoden til RR Auctions:

”Jeg sad på mit værelse og skrev små spil på min Apple II, da min far kaldte mig ned i stuen for at møde nogle gæster. Det var til min overraskelse Steve Jobs og Mike Markkula. Jeg havde tilfældigvis manualen under armen og bad så herrerne om at skrive en autograf i den.”

Først mange år senere fandt Julian Brewer ud af, hvor værdifuld hans manual var blevet. Den var heldigvis holdt i god stand med kun nogle små kaffepletter på omslaget.

Apple blev i øvrigt grundlagt den 1. april 1976. Apple II var firmaets første kommercielle succes og solgte i seks millioner styk.

Første produkt – Apple I – blev kun solgt i 200 eksemplarer og mest til nørder, mens Apple II fungerede som en brugbar personlig computer.

Apples helt store internationale gennembrud kom i 1984 med Macintosh. Verdens første kommercielle computer med mus og grafisk brugerflade….

(Foto: RR Auctions)

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Byg din egen bærbare pc