Her er en smart cykel-alarm

Får Huawei comeback i 2022?

(Foto: Huawei i Kina)

Der var engang, hvor Huawei var blandt de bedst sælgende mobiltelefoner i Europa og Danmark. Faktisk er det ikke længere siden end i 2019.

Dengang kunne Huawei prale af årlige salgs-stigninger på 30 procent, og den kinesiske telegigants smartphones var både de tredje- og næstflest solgte i verden. I en kort periode lå Huawei sågar nummer ét foran Samsung og Apple.

Så lukkede USA’s præsident Donald Trump for det varme vand og forbød salget af amerikanske komponenter som f.eks. processorer og radio-chips til Huawei.

Desuden opfordrede Det Hvide Hus alle vestlige lande til at boykotte Huawei, når de skulle investere i nye 5G mobilnet. Teleselskaberne lyttede. Også i Danmark, hvor Huawei røg ud hos TDC og 3.

(Foto: Weibo)

USA’s sortlistning betød, at salget af Huawei telefoner styrtdykkede i mange lande – bl.a. herhjemme:

Selvom Huawei har udviklet sit eget HarmonyODS styresystem, der på mange områder er bedre end Android og iOS, vil folk ikke købe Huaweis telefoner længere. De kan nemlig ikke køre med Googles populære online tjenester og populære apps som f.eks. Facebook, Instagram eller Twitter.

Resultatet af den vestlige udelukkelse af Huawei så vi igen forleden dag: Huawei præsenterede omsider sin længe ventede P50 telefon.

Den kan kun køre 4G – ikke det nyere 5G, som publikum vil have. Så hjælper det ikke, at P50 har verdens bedste kameraer på en mobil.

Mens salget af Huawei telefoner er styrtdykket, markerer den kinesiske gigant sig stærkere og stærkere med laptops. Den seneste nye er Matebook 16 med AMD Ryzen 5000 processor og tekniske data i topklassen. (Foto: Huawei / Weibo)

 

I Danmark forsøger Huawei i øjeblikket at overleve ved at satse på andre produkter end på mobiltelefoner.

Smartwatches, trådløse øretelefoner, højttalere og lækre laptops sælger godt, men samlet set ikke nær så meget som smartphones til forbrugere og mobilnet til teleselskaberne.

Måske der er lys for enden af tunnelen. Flere kinesiske medier er nemlig sikre på, at Huaweis næste toptelefon – Mate 50 hedder den – vil rumme Qualcomms Snapdragon 898 chipsæt inklusive 5G.

Denne processor bliver næste års store hit på de dyrere Android telefoner. Hvis Huawei får lov til at købe den, vil Mate 50 pludselig blive en voldsom konkurrent til Samsung, OnePlus, Sony, Vivo, Nokia, Xiaomi, Motorola osv.

Rygterne vil vide, at Huaweis kommende Mate 50 telefon får et ekstra – lille – display på bagsiden. Et design, som Xiaomi også har præsenteret på sin seneste Mi 11 Ultra model. (Foto: Gizchina)

 

Officielt siger USA’s nye regering ikke noget om, at den skulle have planer for at droppe embargoen mod Huawei.

Snarere virker Joe Biden, som om han absolut ikke har travlt med at lempe på restriktionerne over for Kina. Tværtimod har Det Hvide Hus strammet reglerne for elektriske biler, fordi Kina er ved at overhale USA på den front.

Ikke desto mindre mener kinesiske medier, at Huawei vil undslippe sin isolation senest den i andet kvartal af 2022 – altså til foråret. Da vil Huawei lancere Mate 50 med Snapdragon 898 og en 5G chip, der bruger de frekvenser, som de vestlige lande anvender. Kina har sine egne.

Ifølge den generelt anerkendte online nyhedstjeneste GizChina skal sandsynligheden for, at nyheden er korrekt, være 90 procent. Vi får se….

 

 

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Her er en smart cykel-alarm