Kameraet til vloggerne

Styr øretelefon med et nik

(Foto: Klipsch)

Næst efter mobiltelefoner ser trådløse øretelefoner ud til at være det område af underholdnings-elektronik, hvor der lanceres flest nye modeller.

I det ydre deler de sig groft sagt op i to grupper: Dem, der kopierer Apples AirPods bestseller med det tåreformede design – og dem, der ikke fylder meget i øret.

Med hensyn til betjening er der en større variation: De fleste øretelefoner har i dag en form for touch kontrol, hvor man enten skal banke let på dem eller svirpe og stryge hen over dem.

Det amerikanske Hi-Fi mærke Klipsch kommer nu med en frisk idé til sine nye T5 II True Wireless ANC øretelefoner: De kan betjenes med et nik med hovedet eller en hovedrysten. Hænderne behøver ikke at blive involveret.

Hemmeligheden ligger i Bragi styresystemet med kunstig intelligens. Det lærer sin brugers hovedbevægelser at kende, så øretelefonerne kun reagerer på dem, som har med betjeningen at gøre.

Vil man f.eks. skippe melodien og hoppe videre til den næste, ryster man tre gange med hovedet. To gange afviser på samme måde indkommende telefon-opkald. Tilsvarende siger man ja ved at nikke tre og to gange med hovedet. Smart.

Her er den særlige McLaren variant i carbon og med racerbils-firmaets karakteristiske orange farve markeringer. (Foto: Klipsch)

Bragi styresystemet er også involveret i en særlig virtuel støj-skærm, som Klipsch nyheden spænder ud over øretelefonerne, når de står ”åbne” i Transparency Mode.

”Skærmen” forhindrer, at stærke lyde trænger ind i ørerne, mens det aktive støjreduktions-system (ANC) er koblet fra. Det kunne f.eks være peaks fra værktøj, høje dyt fra biler osv.

Bragi effekterne er det mest opsigtsvækkende ved det nye Klipsch øretelefoner, der placerer sig i den højere klasse – både med hensyn til pris og lydkvalitet.

Andet ville også være mærkeligt hos Klipsch, der fejrer 75-års fødselsdag i år. Alle årene med en trofast bibeholdelse af sine karakteristiske højttalere med horn-ladede mellemtone og diskant enheder.

Lydkvaliteten har Klipsch sikret med drivere – højttaler-enheder – på 5,8 mm i diameter. De skal kunne gengive toner fra 10 til 19.000 Hz, der forstærkes af et Dirac HD kredsløb.

følge Klipsch forbedrer sidstnævnte “musikkens dynamik, stemmers klarhed og troværdigheden i basgengivelsen.”

Klipsch har samtidig fordelt features på de to ørepropper: På den venstre skifter man mellem de forskellige funktioner, mens den højre bruges til volumen og valget mellem fem faste equalizer trin plus en enkelt, som man kan indstille til sin egen helt personlige tonekontrol smag.

(Foto: Klipsch)

På hver af øretelefonerne sidder tre mikrofoner. Den ene bruges til håndfri telefoni, mens de to andre er del af den aktive støjreduktion. De sidder henholdsvis forrest på øreproppen og foran øretelefonens højttaler-enhed.

Klipsch har også forbedret den trådløse overførsel ved at placere den ekstern antenne på øretelefonerne, der er moderat vand- og sved-tætte efter IPX4 standarden.

Med støjreduktionen (ANC) tændt kan Klipsch T5 II spille i op til fem timer på en batteri-opladning. Slukker man ANC, øges driftstiden til syv timer.

Den medfølgende bæreæske har trådløs opladning og øger øreproppernes spilletid til 20 eller 21 timer, hvis man husker at lægge dem i æsken, når de ikke sidder i ørerne.

Med i prisen på 299 dollars – ca.  1.900 kroner – følger seks ørepropper i forskellig størrelse og i et nyt patenteret design, der skal sikre optimal tilpasning til ørets form.

Hvis man vil ofre lidt ekstra, fås Klipsch øretelefonerne også i en særlig variant, der er udviklet i samarbejde med McLarens Formel 1 hold.

De kommer med en bæreæske i superlet kulfiber og rummer et særlig NuCurrent kredsløb, der kan lade T5 II op trådløst dobbelt så hurtigt som nogen andre øretelefoner på markedet. Her er prisen så på 349 dollars eller ca.   2.200 kroner….

(Foto: Klipsch)

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kameraet til vloggerne