Verden er ikke nok

Øretelefoner kan åbne øller

(Foto: GravaStar)

For et par år siden gik der lidt mode i at udvikle nye gadges, der kunne udfylde flere roller i samme enhed. Ikke helt som en klassisk schweizer-kniv, men måske to eller tre funktioner.

Nu er der dukket en ny op af slagsen. GravaStar Sirius Pro er trådløse øretelefoner, der også kan åbne en flaske øl eller sodavand.

Meget praktisk egentlig, for man kan da godt blive tørstig af at lytte til musik og podcasts i timevis. Og især, når det foregår, mens man er undervejs.

OK – det er selvfølgelig ikke selve øretelefonerne, der har den ekstra kvalitet. De er for små og sarte, og dem har man jo siddende inde i sine ører. Det ville jo også se mærkeligt ud at bevæge en bajer vandret mod hovedet for at få den åbnet.

(Foto: GravaStar)

Næhh – hemmeligheden ligger i bæreæsken. Den kan ikke kun lade øretelefonernes batteri op trådløst, når de er ved at løbe tør. De har også et beslag indbygget, der kan åbne flaskekapsler for lyttere, hvor halsen føles tør.

Selve øretelefonerne ser ret almindelige ud i designet. De hører til den kategori, der ikke ligner en kopi af Apples AirPods. Bæreæsken har til gengæld et udseende, der godt kunne komme fra en science fiction film.

GravaStar Sirius Pro rummer drivere – højttalere – på 7,2 mm i diameter. De arbejder med den nyeste og bedste Bluetooth 5.2, og de er ekstremt hurtige.

Sidstnævnte er vigtig for gamere og e-sportsfolk. Mange af dem mener, at trådløse øretelefoner og computermus reagerer for langsomt på ændringer i computerspil og foretrækker derfor værktøjer med kabel i.

(Foto: GravaStar)

GravaStar forsøger at modbevise den påstand med de nye Sirius Pro øretelefoner, der har en ekstrem lav forsinkelse – latency – på kun 65 millisekunder.

Derudover kommer de med støjreduktion. De tilpasser sig automatisk til udformningen af lytterens øregang, og de er vandtætte efter IPX5 standarden.

Mere fancy er, at brugeren kan vælge mellem tre audio modes – musik, film og gaming – fra en app på mobiltelefonen.

Desuden har GravaStar Sirius Pro seks dynamiske LED lys, der skifter farve efter den lyd eller musik, der sendes ind i øretelefonerne. Når man er e-sports freak, må omgivelserne også godt se i skikkelse af et lysshow. På pc’en, tastaturet og nu også sine ”ear buds”.

(Foto: GravaStar)

Til sidst skal lige nævnes, at Sirius Pro kan køre i seks timer på en batteri-opladning. Lægger man øretelefonerne i sin ølåbner – undskyld bæreæske – når man ikke lige har dem i hovedet, øges spilletiden til 24 timer.

GravaStar søger i øjeblikket med stor succes finansiering af de nye øretelefoner via Crowd Funding på iværksætter portalen Indiegogo. Her tilbydes de også som en ikke-Pro udgave, der mangler ølåbneren i bæreæsken.

Modtagelsen hos publikum har været overvældende, og det ønskede beløb er mere end overtegnet 10 gange.

Interesserede kan dog fortsat orudbestille Sirius Pro til en favørpris på 79 dollars eller ca. 495 kroner. De almindelige uden flaskeåbner koster 59 dollars – ca. 370 kroner….

(Foto: GravaStar)

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Verden er ikke nok