Tænk før du tweeter

Vi køber mange nye pc’er

(Foto: HP)

Corona pandemien har virkeligt ændret på vores adfærd. Både overfor hinanden og måske endnu stærkere i, hvad vi køber og hvordan.

Først og fremmest er vi begyndt at købe pc’er igen. Efter flere års stilstand vokser salget af især laptops i dag langt stærkere end smartphones.

Forklaringen er selvfølgelig, at vi ikke kan sidde med en mobiltelefon – knap nok en tablet – til at håndtere arbejdet hjemmefra. Det samme gælder fjern-undervisning.

Begge kræver et ordentligt tastatur og en skærm, der er stor nok til at vise videomøder med flere deltagere.

Helt nye tal fra analyse-firmaet Canalys afslører, at købs-iveren fortsætter i samme tempo som i hele det seneste år.

Lenovo er verdens største i pc’er – også når man som her indregner tablets. Til gengæld har Apple så overhalet både HP og Dell, fordi de ikke sælger tablets i nævneværdig grad. (Infogratik: Canalys)

Ifølge Canalys blev der således solgt 53 procent flere pc’er i januar, februar og marts som i samme periode for et år siden. Dengang havde Corona endnu ikke spredt sig overalt.

I første kvartal af 2021 købte vi 122,1 millioner pc’er på verdensplan. På samme tidspunkt sidste år var det 80 millioner. Tallet er inklusive tablets og Chromebooks.

Netop de små Chromebooks er årets helt store solstråle-historie – i hvert fald set med fabrikanternes øjne.

De små og ret billige laptops, der kun kan fungere online, var oprindeligt mest til skoler og den slags.

I dag bruges de i stor stil af børn derhjemme, hvor de jo alligevel altid er på nettet. Også mange virksomheder har set lyset i Chromebooks, fordi de er mere bærbare end bærbare pc’er med Windows eller fra Apple.

Med sine iPads er Apple helt dominernede i tablet verdenen – næsten dobbelt så stor som nummer to. (Infogratik: Canalys)

Chromebooks udgør stadig kun 10 procent af hele pc-salget. Til gengæld er salger gået hele 274 procent frem på et år.

De store navne i Chromebooks er HP, Lenovo, Acer og Samsung i nævnte rækkefølge:

HP er ret suveræn med en global markeds-andel på over 36 procent og en fremgang på 633 procent! Lenovo, der er nummer ét i pc-verdenen som helhed, må nøjes med knap 26 procent.

Tablets går også som varmt brød. Knap 40 millioner blev solgt i årets første tre måneder, hvilket svarer til en fremgang på knap 52 procent.

Lige så dominerende, som HP er i Chromebooks, er Apple i tablets. Der står iPad på næsten  40 procent af alle de nye tablets, folk køber verden over. Samsung har kun det halve og Lenovo på tredjepladsen bare en fjerdedel – 9,5 procent.

HP er den suveræne nummer ét i verden, når det gælder Chromebooks. (Infogratik: Canalys)

Canalys vurderer, at tabletternes comeback vil holde. Også efter Corona pandemien vil efterspørgslen være stor til både uddannelses- og erhvervs-formål.

Totalt set holdt Lenovo sin førsteplads i den globale pc-verden. Den kinesiske gigant har en markedsandel på 19,7 procent, mens Apple drøner ind på andenpladsen med 18,1 procent og HP som nummer tre med 15,8 procent.

At Apple er så relativ stærk og HP tilsvarende svag skyldes, at Canalys tager tablets med i sine beregninger for pc-salget. Det gør andre store analyse-firmaer som IDC eller Gartner ikke.

Da Apple har de storsælgende iPads, og HP slet ikke er med i Top-5 over tablets, ryger ”æblerne” op på en global andenplads.

Alle tre kan i øvrigt glæde sig over salgs-fremgange på over 60 procent i pc’er. På dét punkt skuffer Dell, der ellers betragtes som verdens nummer tre i rene pc’er. Dell gik ”kun” frem med knap 24 procent i salg….

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tænk før du tweeter