Tech giganter tjener tykt

Xiaomi stormer frem

(Foto: Xiaomi)

Kinesiske Xiaomi er hastigt på vej ind på det danske mobil-marked, hvor det nok skal give lidt forfriskning blandt de etablerede mærker.

Xiaomi har nemlig ikke tænkt sig at nøjes med at stå nævnt nederst på plakaterne som ”also featuring.”

Kineserne, der er tredje-største mobilfabrikantiI verden, vil med op i overskrifterne som ”starring.”

Xiaomi angriber med tre forskellige mærker: Mi telefonerne er luksus i topklassen. Redmi er god kvalitet til prisen, mens Poco er flagskibe til få kroner.

(Foto: Xiaomi)

De nyeste Xiaomi modeller med 5G hedder Redmi K40 og fås i adskillige modeller med hver sit særpræg. Fra den typiske mellemklasse mobil til særlige gamer varianter og en hyldest til den legendariske filmstjerne Bruce Lee.

Lidt usædvanligt har Xiaomi udstyret alle sine nye Redmi modeller med forskellige processorer:

Redmi K40 kører med en Qualcomm Snapdragon 870, Pro varianten med Snapdragon 888 og spilletelefonen K40 Gaming Enhanced Edition med MediaTeks topmotor Dimensity 1200.

Den processor skal bl.a. indeholde AVX teknologi, der øger hastigheden i multimedia og AES, der hjælper med at kryptere og afkode sendt og modtaget information.

Gamer udgaven af Redmi K40 er bl.a. udstyret med rigtige fysiske udløser-knapper, så man kan reagere hurtigt på udfordringerne i mobilspillet. (Foto: Xiaomi)

Desuden har den nye Redmi til gaming fået fysiske udløser-knapper med mekanisk klik på ”skuldrene”, som popper op, når spillet kan begynde.

Skærmen er en meget hurtig OLED type på 6,67 tommer og 120 Hz opdatering. Der er JBL stereo højttalere med Dolby Atmos – og knapper, der kan skræddersys til over 100 kendte spil.

Xiaomi har sågar indbygget en særlig antenne til gaming formål, så der ikke kommer huller og hak i overførslen af data via mobilnettet.

Der er tre kameraer med et 64 megapixel hoved-objektiv, en særlig flash med ”fancy lightning”, tre mikrofoner og et stort 5.065 mAh batteri, som kan oplades hurtigt med 67 watt.

De nye Redmi K40 telefoner har tre kameraer og en særlig flash, der kan udsende “fancy” lysglimt. (Foto: Xiaomi)

Er Redmi K40 Gaming Edition for diskret i sit ydre, kan man vælge den i en særlig Bruce Lee version. Så kommer både telefon, tilbehør og indpakning i knaldgult og sort, der fungerer som hyldest til den kinesisk-amerikanske skuespiller.

Den sorte stribe nedad ryggen på mobilen skal minde om den dragt, Lee havde på i sin sidste film ”The Game of Death” fra 1978. Sådan noget ved ægte Bruce Lee fans naturligvis godt.

De fire nye Redmi K40 telefoner er netop lanceret i Kina. Om og hvornår de dukker op i danske butikker, må vi se i de kommende måneder.

Sjovt nok er gamer-telefonen den billigste, selvom mange vil betragte den som den mest avancerede. Det skyldes formentlig, at kinesiske MediaTek processorer kan købes billigere end amerikanske Snapdragons.

Redmi K40 Gaming Enhanced Edition kan kinesere købe for 1.999 yuan. Det er stort set det samme i danske kroner. K40 standard mobilen koster det samme, mens Pro modellerne begynder ved 2.800. Endelig vil Xiaomi have 2.799 yuan for Bruce Lee special-modellen….

Xiamo Red K40 og K40 Pro ser lidt mere anonyme ud i designet. (Foto: Xiaomi)

Her er telefonen for ægte Bruce Lee fans. (Foto: Xiaomi)

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tech giganter tjener tykt