Microsoft beskytter små

Her er Sonys nye lillebror

(Foto: Sony)

Sony ser ud til seriøst at ville generobre tidligere tiders lune placering som en af mobilverdenens store.

Det gode image har Sony stadig – især hos fotografer og folk med Hi-Fi i blodet. Den brede befolkning har dog glemt Sony til fordel for smartphones fra Samsung, Apple, OnePlus eller Huawei.

Forleden dag beskrev jeg Sonys to nye topmodeller Xperia 1 III og Xperia 5 III, der må være enhver fotografs og video-producents våde drøm.

I dag følger jeg op med Sonys nye bud i mellemklassen.

Xperia 10 III har først og fremmest 5G, hvilket er en nødvendighed for at fange danskernes interesse.

Xperia 10 III telefonen er blevet vand- og støvtæt. (Foto: Sony)

Dernæst er telefon med sin 6 tommers skærm relativt lille i forhold til markedets øvrige Android telefoner.

En fordel og en kvalitet, for ikke alle ønsker en kæmpe mobil, som man knap kan holde om og slet ikke betjene med én hånd.

Prisen kan være en udfordring, for Sony telefoner har aldrig været billigere: Sidste års Xperia 10 II model handles i øjeblikket for lige under 3.000 kroner, men så langt ned kommer generation III næppe. Alene det indbyggede 5G system koster normalt ekstra.

Derudover ligner Xperia 10 III sig selv. Faktisk er det svært at se forskel på generation II og III i det ydre. Forskellene skal man primært finde indendørs.

Motoren er nu en Snapdragon 690 5G. Batteriet er med sine 4.500 mAh godt 25 procent større, og Xperia 10 III er blevet vand- og støvtæt efter IP65/IP68 specifikationerne.

Xperia 10 III kommer med en ret lille 6 tommers skærm, der har det brede 21::9 format kendt fra biograf-film. (Foto, Sony)

 

OLED-skærmen er som nævnt på seks tommer og i det brede 21:9 format, der skal vise Hollywood film præcist som på biografens lærred.

Til forskel fra de to dyrere Xperia modeller nævner Sony ikke noget om displayets opdaterings-hastighed i 10’eren.

Mon ikke det betyder, at den er det helt almindelige 60 Hz og ikke 90 eller 120, som er et vigtigt salgs-argument hos andre. Et højt Hz-antal kan være en fordel i forbindelse med video og hurtige computer-spil.

Skærmens kvalitet er Full HD+ og med HDR support. Den styres af Sonys egen Triluminos teknologi, som man også kender fra Sonys Bravia tv. Den skal give bedre farver og en dybere sort.

Kameraer er der tre af på Xperia 10 III – naturligvis alle fra Sonys egen produktion. Hoved-objektivet er en alsidig 27 mm type. Ultra vidvinklen er på 16 mm, mens telen kommer med 54 mm.

Ifølge Sony skal Xperia 10 III være blevet markant bedre til at tage fotos og op til 4K video under svære lysforhold:

Filmer man f.eks. i skarp sol eller ved baggrund-sbelyste forhold, hjælper ”Auto HDR” funktioen med at forhindre mørklægning i de skyggefyldte områder af optagelsen eller hvidbelysning i de lysere dele. Det er med til at sikre, at f.eks. ansigter og udtryk er mere synlige.

Auto-tilstanden på den nye mobil kan desuden registrere og genkende dyr automatisk – f.eks. om det er en kat eller en hund, man vil fotografere. Kameraet justerer derefter lukke-hastighed og ISO for at opnå billeder med mindre sløring.

Endelig gør Sony noget ekstra for lydkvaliteten, hvad der ikke er så almindeligt på mobiler i mellemklassen:

Xperia 10 III er således forsynet med DSEE Ultimate kredsløb, der sikrer en musik-gengivelse i tæt på Hi-Res Hi-Fi kvalitet. Lyden kommer så enten trådløst, fra mobilens to fremad-rettede højttalere eller gennem et klassisk hovedtelefon-stik på 3,5 mm.

Sony Danmark har endnu ikke den endelig pris eller ankomst-tidspunkt klar. Mon ikke Xperia 10 III dukker op senere på foråret eller tidligt på sommeren….

(Foto: Sony)

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Microsoft beskytter små