Spotify vil spille ”live”

Xiaomi folder sig ud

(Foto: Xiaomi / Weibo)

Xiaomi bruger de helt store armbevægelser i denne uge, hvor den kinesiske elektronik-gigant holder sit årlige lancerings-event.

Det er i år blevet både større og på sin vis vigtigere end, når Apple holder sine legendariske pressemøder i september, eller ærkerivalen Huawei præsenterer sine nyheder for verden.

Mens Huawei roder i en krise, rider Xiaomi på en vældig succes-bølge for tiden:

Xiaomi er f.eks. rykket frem som verdens tredje-største smartphone fabrikant. Kun Samsung og Apple sælger flere mobiler for tiden.

Som skrevet her på Leifshows har Xiaomi også  lanceret det bedste kamera nogensinde på en smartphone – den nye Xiaomi Mi 11 Ultra.

Nu får Samsung og Huawei omsider konkurrence på folde-telefon markedet. (Foto: Xiaomi)

Samtidig markerer Xiaomi sin globale førerposition i motions-ure  med sit nye Mi Band 6, der er mere smartwatch end traditionel ”fitness tracker.”

I går meldte Xiaomi så ud, at man ville være en af klodens store i elbiler. Xiaomi vil investere 10 milliarder dollars i projektet.

Xiaomi har puslet med elbiler i det små igennem flere år, men det er først nu, at der blæses officielt til angreb mod Tesla, VW og ikke mindst Geely i Kina, der bl.a. ejer Volvo i Sverige.

Xiaomi er kun 11 år gammel, men fremstiller i dag al mulig elektronik fra smart-tv, over smartphones og tablets til laptops, elscootere, fitness-ure og USB-stik

Inden for mobiltelefoner sælger koncernen produkter under navne som Xiaomi Mi, Poco og Redmi.

Når man har klappet Xiaomi nyheden op, står man med en otte tommers skærm i 2K kvalitet. (Foto: Xiaomi / Weibo)

De store mobil-nyheder sker lige nu hos Xiaomi selv. Den nye Mi 11 generation af telefoner, der spænder og adskillige modeller, bliver nok bestselleren i Europa og Danmark.

Mere spændende i design og idé er imidlertid den helt nye Xiaomi Mi Mix Fold. Det er den længe ventede første klaptelefon fra Xiaomi, der skal tage kampen op mod Samsung, Huawei og Motorola.

Mi Mix har gennem flere år været platformen, hvor Xiaomi har leget med nye teknologier, anderledes kameraer og utraditionelle betjenings-muligheder.

Den nye Mi Mix Fold ser ud til at have det hele – et helt nyt design, Xiaomis super-stærke PengPai C1 grafikchip, og så er den verdens første mobil med et flydende kamera objektiv

Her er et nærbillede af Xiaomis revolutionerende “flydende” linse, der kan fungere både som telezoom og makro optik på samme tid. (Foto: Xiaomi)

Sidstnævnte ”liquid lens” skal være en revolutionerende teknologi, der bruger elektriske signaler til at variere afstanden mellem den optiske linse og billed-sensoren.

På den måde vil man kunne styre zoomen langt mere præcist end i dag. I praksis har Xiaomi bygget et kamera, der har både tele med 30 gange forstørrelse og en makro til nærbilleder så tæt på som tre centimeter – i samme objektiv.

Det lyder sgu spændende.

Den “flydende” nyhed suppleres af to mere konventionelle kameraer bag på Xiaomi Mi Mix Fold. Den ene er et hoved-objektiv på hele 108 megapixel – den ande en 13 MP ultra-vinkel.

Det overordnede design minder om Samsungs Galaxy Z Fold 2. Det vil sige, at der både er en stor skærm på indersiden og en pæn stor på ydersiden, så man også kan bruge Mi Xix Fold med telefonen klappet i.

Når man åbner den nye Xiaomi, forvandler 6,5 tommers AMOLED displayet sig til en otte tommers skærm i 2K kvalitet. Det er på størrelse med mangen tablet.

Skærmen kan arbejde med både Dolby Vision og HDR10+- men mærkelig nok bliver den langsommere i udfoldet tilstand.

Så opdaterer den kun billedet 60 gange i sekundet – 60 Hz -mens den klarer 90 Hz sammenfoldet. Med andre ord skal man kun spille games og se video med Mi Mix Fold klappet sammen – eller…

Naturligvis kører Xiaomi med Qualcomms seneste Snapdragon 888 processor. Den vil sidde som motor i de fleste Android topmodeller i år.

RAM-hukommelsen består af de rappe LPDDR5 chips, mens lager-styringen håndteres af hurtig UPS 3.1 software. Dertil kommer 5G, Wi-Fi 6 og fire indbyggede højttalere fra Harman Kardon.

(Foto: Xiaomi)

Batteriet er delt i to, der tilsammen leverer 5.020 mAh kapacitet. Opladningen sker ekstremt stærkt med 67 watt.

Kineserne kan fra i dag forudbestille Xiaomis Mi Mix Fold til priser fra 9.999 yuan, der svarer til nogenlunde det samme i danske kroner. Klaptelefonen fås med 12 eller 16 GB RAM og 256 eller 512 GB lager.

Hvornår Mi Mix Fold lander i Europa, ville Xiaomi ikke fortælle på pressemødet i Beijing. Men det bliver nok senere end Xiaomis mere bestseller-agtige nyheder som Mi 11 Pro og Ultra eller Mi Band 6….

 

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Spotify vil spille ”live”