Hvor vil vi helst jobbe?

Sonos vil lave lyd til bilen

(Foto: Audi)

Bang & Olufsen, Dynaudio, Harman-Kardon, Burmester, Naim, Mark Levinson, B&W.

Mange af Hi-Fi verdenens store navne har forsøgt sig med at lægge deres audio-knowhow ind i et af de absolut sværeste lytterum – bilen.

Den næste i rækken bliver californiske Sonos, som mange af os primært kender fra trådløse højttalere til boligen eller det moderne kontor.

Sonos har åbenbart lavet en aftale med tyske Audi om at udstyre den kommende Q4 E-Tron SUV med førsteklasses lyd.

Det er første gang, at Sonos kravler ind i en personbil. Audi derimod har mange års erfaring med med Hi-Fi fabrikanter.

Audis hidtil mindste SUV med elmotor præsenteres officielt senere på året. (Foto: Audi)

Audis større Q5 SUV plus en række andre modeller med traditionelle brændstof motorer fås f.eks. med et B&O lydsystem som ekstra-udstyr.

Audi og Sonos har egentlig holdt deres samarbejde hemmeligt, fordi Q4 E-Tron først kommer på markedet senere i år.

Tidligere på ugen præsenterede Audi imidlertid billeder af den futuristiske kabine i sin nye SUV i mellemklassen. Komplet med fuld digital instrumentering og Augmented Reality betjening.

Da kunne man så se Sonos logoer på en håndfuld højttalere, og så kunne nyheden jo ikke længere holdes under lås og slå.

Ved et investor-møde i tirsdags bekræftede Sonos’ topchef Patrick Spence, at hans firma var på vej ind i biler – og at den første partner er Audi.

Audi Q4 E-Tron fås med et 70 tommer stort head-up display i forruden, der viser billeder og informationer i Augmented Reality. Det specielle er, at f.eks. andre biler vises præcist, hvor de også er rent fysisk. (Foto: Audi)

”Vi har tidligere sagt, at vi vil være til stede i alle relevante dele af audio. Hvert år bruger folk 90 milliarder dollars på god lyd. En stor del af pengene lægges til musik i bilen,” forklarede han.

Opgaven for Sonos bliver ikke helt nem. Lytterummet i en personbil er helt anderledes end i en stue og stiller store krav til teknologien.

Sonos hjælpes imidlertid på vej af, at den nye Audi er en elbil, hvor støjen er mindre end i en benzin- eller diesel-drevet vogn.

Hverken Sonos eller Audi har afsløret, hvilke særlige finesser de nye højttalere skal diske op med. Trådløse kommunikation er i sig selv ikke en fordel i en bil, hvor indbyggede lydsystemer jo nemt kan forbindes med kabel.

Sonos har ikke afsløret, hvilke særlige features firmaets første bilstereo system skal diske op med. Det kunne f.eks. være den smarte SoundSwap, som Sonos netop har lanceret på sin lille Roam højttaler. (Foto: Sonos)

Bang & Olufsen udnytter sin 3D lydteknologi i sit bilstereo. Den omfatter bl.a. flere højttalere og en kraftigere forstærker end i Audis normale bilstereo.

Med hensyn til features kunne man godt forestille sig, at Sonos overfører sin nye SoundSwap teknologi til Audi Q4 E-Tron.

SoundSwap gør det muligt at flytte lyden let og elegant fra Sonos nye bærbare Roam højttaler til hjemmets Hi-Fi anlæg og vice versa.

I Audi-sammenhæng kunne det så være, at man tog den musik, man lyttede på i stuen, med over i bilen helt uden afbrydelse, når man skal ud at køre.

Dertil kommer, at Sonos har sin egen Radio musik streaming tjeneste. Den kunne sagtens blive en del af Audi købet. Især Sonos Radio HD udgaven, der leverer højere lydkvalitet uden forstyrrende reklamer.

Audi Q4 E-Tron får et meget avanceret digitalt cockpit med 3-D effekter. (Foto: Audi)

Q4 E-Tron bliver i øvrigt Audis hidtil mindste SUV med elmotor. Den bygger på VW koncernens MEB platform, der også kendes fra VWs egen ID 4 model.

Den første Q4 E-Tron udgave kommer med fire-hjuls-træk og to elmotorer på tilsammen 306 hestekræfter. Batterier bliver på  82 kWh og kan sikre en rækkevidde på 450 kilometer.

Ifølge tyske bilmedier skal Q4 E-Tron sælges til en markant lavere pris end Audis øvrige el-modeller, der er placeret i luksus-klassen.

Det lyder godt. Så bliver der bedre råd til at købe Sonos som ekstra-udstyr….

 

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvor vil vi helst jobbe?