Facebook fylder 17 år

Huawei folder sig atter ud

(Foto: Huawei)

Selvom Huawei er i gevaldig modvind internationalt – og man for nylig solgte sit datterselskab Honor fra – fortsætter den kinesiske telegigant tilsyneladende med at udvikle nye smartphones under eget navn.

Her til foråret skulle det normalt være tid til en ny Huawei P telefon – P50 denne gang – men den ser ud til at blive overhalet indenom af en folde-mobil.

Det er så anden generation af Huawei Mate X, som blev lanceret med de store armbevægelser for et par år siden, men som af tekniske grunde aldrig nåede at blive solgt uden for Kina.

Lanceringsdato i Kina skal være den 22. februar.

Hvis man kan stole på de første spion-billeder fra de kinesiske sociale medier, vil designet på Huawei Mate X2 ligne Samsungs Galaxy Fold telefoner temmelig meget.

Det vil sige, at det fleksible OLED display sidder på indersiden af telefonen. I første udgave af Mate X var skærmen placeret på ydersiden.

I et indlæg på Huaweis officielle profil i det kinesiske sociale medie Weibo fortæller firmaets topchef Richard Yu, at han har brugt en Mate X2 i et stykke tid, og at ”telefonen er fuld af overraskelser.” Forhåbentligt er det gode overraskelser – ikke grimme.

Den nye Huawei Mate X2 foldemobil har Huaweis egen Kirin 9000 processor som motor. (Foto: Huawei)

Det store spørgsmål bliver, om Huawei har vigtige reservedele som f.eks. processorer nok til at kunne producere Mate X2 i større antal.

USA’s sortlistning af Huawei har ikke kun betydet, at firmaets telefoner ikke kan bruge Googles populære Android services og dermed mange af markedets mest populære apps.

Huawei har også været forhindret i at købe vigtige komponenter til sine telefoner på fabrikker uden for Kina. Det er lige fra processorer til kameraer og RAM-chips.

Mate X2 får et fleksibelt OLED display på 8,01 tommer med en grafisk opløsning på 2.480 gange 2.200 punkter.

På ydersiden sidder en ekstra skærm på hele 6,45 tommer og 2.700 gange 1.160 punkter. Med andre ord har brugeren rådighed over to displays, der hver for sig er på størrelse med eller større end på alle andre smartphones.

Motoren indendørs er Huaweis egen Kirin 9000 processor, der er bygget med den seneste 5 nm teknologi og rummer 15,3 milliarder transistorer.

Processoren assisteres af en super-stærk grafikchip – Mali G78  – der henter sine billed-kræfter fra hele 24 kerner.

Vanen tro udstyrer Huawei sit nye flagskib med hele fire kameraer. Sensorerne er på 50 megapixel, 16 MP til vidvinkel, 12 MP til tele og 8 MP til dybde-målinger. Telelinsen er udformet som et periskop og byder på 10 gange optisk forstørrelse.

Sådan så den første Huawei Mate X foldemobil ud for to år siden. Den har Huawei aldrig solgt uden for Kina, og det er et spørgsmål, om efterfølgeren X2 bliver markedsført internationalt. (Foto: Huawei)

Hele Huawei Mate X2 fylder 161,8 gange 145,8 gange 8,2 millimeter i udfoldet tilstand. Sammenklappet kun det halve.

Den mest sandsynlige bliver nok, at Huawei i første omgang kun vil sælge Mate X2 på hjemmebanen i Kina. Her er Huawei det største navn i smartphones og har en loyal kundeskare.

Mere problematisk er, om Mate X2 også kommer til Europa, der tidligere har været Huaweis næst-vigtigste marked for mobiltelefoner.

Huawei kunne ellers godt bruge et nyt flagskib, der giver positive overskrifter:

For et år siden var Huawei verdens næststørste og i en kort periode også verdens største smartphone fabrikant.

I dag er Huawei dykket ned til at være nummer fem eller seks. Det svinger, alt efter hvilket analysebureau der leverer tallene.

Faktum er imidlertid, at Huaweis kinesiske konkurrenter som Vivo, OPPO og Xiaomi er vokset under Corona pandemien, mens det er gået tilbage for Huawei.

Lige nu er Apple verdens største smartphone fabrikant, fordi de nye iPhone 12’ere er solgt som varmt brød i oktober, november og december sidste år. Samsung er nummer to.

 

https://www.engadget.com/huawei-mate-x2-foldable-launch-february-22nd-045241241.html

https://www.gizchina.com/2021/02/03/official-huawei-mate-x2-coming-on-february-22/

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Facebook fylder 17 år