Corona er hård ved fodbolden

Bedre uden Huawei?

(Foto: Honor)

For et par måneder siden vakte det pæn opsigt i den internationale mobilverden, da Huawei solgte sit succes-rige datterselskab Honor fra til en gruppe kinesiske investorer.

Huawei kaldte selv frasalget for ”en sikring for overlevelse”. Med andre ord må verdens største fabrikant af teleudstyr være hårdere klemt af USA’s sortlistning, end de fleste havde troet.

Nye og meget selvsikre toner fra Honor bekræfter, at det nok var det rigtige træk at sælge selskabet fra.

Ikke kun fordi Huawei fik en del milliarder i kassen ved handelen. Men også fordi Honor nu som selvstændig virksomhed slipper fri af USA’s restrktioner og forbud.

Det ser ud, som om Honor V40 er fyldt med kameraer på ryggen. Der er dog kun tre, hvor hovedobjektivet er på 50 megapixel og en ekstra stor billedsensor. (Foto: Honor)

I går lancerede Honor sin første smartphone model uden Huawei komponenter i. Den nye View40 – alias V40 – er en moderne 5G telefon, der skal sælges til meget aggressive priser.

Honor bliver dermed en reel konkurrent til sin tidligere ejer. Før i tiden var Honor telefoner langt hen ad vejen varianter af Huaweis egne modeller, der blev solgt lidt billigere direkte via internet – og ikke via forhandlere som Huaweis.

Nok så vigtigt for det nye Honor er, at det kan købe frit ind af komponenter, processorer, skærme osv. Også hos amerikanske fabrikanter som Qualcomm, Intel, AMD, Microsoft ld aog Google.

Google er særlig vigtig, for det betyder, at Honor får fuld adgang til den Android, som alle andre – med undtagelse af Huawei – må bruge.

Det gælder naturligvis også hos andre fabrikanter uden for Kina som f.eks. Sonys kameraer, Samsungs displays og memory chips eller processorerne fra MediaTek på Taiwan.

De har alle været blokeret for at handle med Huawei, medmindre de ville risikere en voldsom straf fra USA’ side.

Honors nye V40 telefon bruger netop MediaTeks seneste nye 1000+ chipsæt med 5G, der skal konkurrere direkte med Qualcomms Snapdragon 888 processor.

Det mest imponerende ved Honors første helt egne smartphone er nok OLED skærmen. Den er på 7.72 tommer og kan vise 2.676 gange 1.236 punkter.

Displayet arbejder med den nyeste 10 bit teknologi, der kan vise over en milliard farver. Det sker med en meget hurtig opgraderings-hastighed på 120 Hz og 300 Hz ”touch response.” Skærmen skal desuden fungere med HDR10.

Honor V40 skal sælges til en aggressiv pris, der nok skal genere mærkets tidligere ejer Huawei. (Foto: Honor)

Indenbords sidder et 4.200 mAh batteri, der kan lades virkelig hurtigt op med 66 watt. Fra 0 til 60 procent tager 35 minutter med kabel. Trådløs opladning foregår ved 50 watt og bruger 30 minutter, til batteriet er halv fyldt.

Kameraer er der tre af på telefonens ryg: Hoved-objektivet er på 50 megapixel og assisteres af en ultra vidvinkel på 8 MP og en makro-linse på 2 MP. Dertil kommer en laser-autofokus og en flash. Det er set bedre før, men spørgsmålet er til hvilken pris.

På det kinesiske marked blev Honor V40 præsenteret i går til priser fra 3.599 yuan for en version med 8 GB RAM og 256 GB lager. Det svarer til nogenlunde det samme i danske kroner.

Hvornår Honor V40 kommer til Europa, blev ikke nævnt ved præsentationen i Kina. Det varer dog næppe særligt længe, for Honor har en chance for at udfylde det hul, som Huawei har efterladt med sine egne smartphones, der ikke kan køre med f.eks. Google, Facebook, YouTube eller Instagram.

Når V40 så dukker op, bliver det næppe alene. Honor udvikler på 5G smartphones i alle prisklasser og fabrikerer bl.a. også Windows-laptops og Android-tv.

I øvrigt er Honor mærket ikke særlig kendt i Danmark, mens det er et stort navn i f.eks. England. Huawei i Danmark har aldrig ønsket at tage de stort set identiske Honor telefoner hjem for ikke at kannibalisere sit eget navn….

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Corona er hård ved fodbolden