Nu kan du købe edb historie

De gør øretelefoner musikalske

(Foto: Cambridge Audio)

Når man taler om ”rigtige” Hi-Fi højttalere, diskuterer folk gladelig i timevis om, hvorvidt den ene boks lyder mere naturligt end den anden, om lydbilledet passer bedre til akustisk musik, menneskelige stemmer eller måske til rock og rap.

Den diskussion hører man slet ikke så ofte, når det drejer sig om trådløse øretelefoner. Måske fordi kun en enkelt person kan lytte med, når man har de små ”propper” siddende i øret – og så er det jo svært at dele lydoplevelsen med andre end sig selv.

På den anden side er udvalget af gode øretelefoner efterhånden så stort, at man burde give dem en seriøs lytteprøve, inden man lægger måske flere tusinde kroner på bordet et sæt.

Der er nemlig lige så stor forskel på, hvordan ”earbuds” præsenterer sig i ørerne – som højttalere i ens dagligstue.

(Foto: Cambridge Audio)

Forskellen kan formentlig høres tydeligt i de nye Melomania Touch øretelefoner fra det britiske Hi-Fi mærke Cambridge Audio.

Cambridge er bl.a. berømt for at bygge meget musikalske Hi-Fi forstærkere til overkommelige priser. Hi-Fi udstyr, der lever op til den klassisk britiske tradition for ørevenlig lyd.

Cambridge Audio fortæller, at man har ladet over 3.000 sæt ører afprøve de nye Melomania Touch, før de blev sat i produktion.

Lydkvaliteten blev sat lige så højt som bærekomforten, for begge dele er vigtige. Sidder øretelefonerne ikke behageligt, kan musikken aldrig nydes fuldt ud.

(Foto: Cambridge Audio)

Lyden skal være ægte Hi-Fi. Cambridge Audio bruger nemlig samme teknologi i de nye øretelefoner som i sne CX forstærkere til Hi-Fi freaks. Det skal sikre stor dynamik, realistiske stemmer, klarere diskant, lav støj og en naturlig bas – ikke bulder.

Touch navnet hidrører fra, at de nye Cambridge Melomania kan betjenes ved at berøre små paneler på ydersiden af den konturerede øretelefoner.

Selvfølgelig kan man også styre begivenhederne med stemme-kommandoer eller en nyudviklet app til iPhone og Android. App’en rummer bl.a. en equalizer tonekontrol, en batteri-indikator og et smart landkort, så man lettere kan genfinde sine glemte, tabte eller stjålne Melomania .

Cambridge Audio har ikke indbygget aktiv støjreduktion (ANC). Formentlig fordi briterne mener, at for mange digitale tryllerier smadrer det naturlige lydbillede.

Cambridge Audio har udviklet en avancerert app til kontrol af de nye Melomania øretelefoner. (Foto: Cambridge Audio)

Melomania kommer dog med en Transparency Mode, hvor øretelefonerne tillader omgivelses-lyde at trænge ind. Funktionen aktiveres med et let tryk på den ene “earbud” og kan indstilles i filter-effektivitet via app’en på brugerens mobil.

Hver øretelefon vejer 5,9 gram og er (begrænset) vandtæt efter IPX4. Med i pakken følger et antal silikone ørepropper i forskellig størrelser og et par finner, man kan sætte på, så øretelefonerne ikke falder så let af. Fint, når man f.eks. bruger Melomania til sport, fitness og fysisk arbejde.

Cambridge Audio hævder, at øretelefonerne kører i syv timer på en batteri opladning, når de spiller i den bedste High Performance Audio mode. Lægger man Melomania i den medfølgende bæreæske, når de ikke er i brug, kan de klare sig i 33 timer uden at se en stikkontakt.

Kan man nøjes med lidt mindre krævende Hi-Fi lyd, sætter man øretelefonerne i Low Power Mode. Så udvides spilletiden til henholdsvis ni og 41 timer.

De nye Cambridge Audio Melomania Touch øretelefoner kommer på markedet lige efter nytår. Jeg kender endnu ikke danske priser, men internationalt skal de koste 140 euro eller ca. 1.050 kroner….

(Foto: Cambridge Audio)

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nu kan du købe edb historie