Gamle spil er guld værd

Snapchat angriber TikTok

(Foto: Snap)

”If you can’t beat them, copy them.”

Ud fra dette i software industrien velkendte princip har Snapchat i dag præsenteret sin nye Spotlight feature, der er ”lånt” direkte fra den truende kinesiske konkurrent TikTok.

Det er nok den næstbedste løsning for Snapchat, der ligesom TikTok har langt de fleste brugere blandt børn og teenagere.

Den bedste havde været, hvis USA havde fået bandlyst TikTok.

Det lykkedes ikke i første omgang for præsident Trump, selvom han gjorde en stor indsats for at beskylde Kina for at bruge TikTok til at indsamle personlige informationer om millioner af brugere i Vesten.

(Foto: Snap)

Var TikTok blevet forbudt, havde Snapchat igen haft hele markedet for sig selv. Kun oppe hos publikum over 18 til 20 år, er Instagram en direkte konkurrent.

For en måned siden kunne jeg her på bloggen fortælle om Snapchats direkte kopiering af TikTok. Nu er den her så med officiel verdens-premiere i dag.

Spotlight er en ny sektion i Snapchat, der lader brugerne præsentere deres hjemmelavede videoer helt fremme i app’en.

Snap-brugere har længe kunne bruge det sociale medie til at vise små og korte videoer, men nu sker det lige så markant som i TikTok.

Oveni vil Snapchat betale godt for populære video klip. Op til en million dollars om dagen ofrer Snapchat på sagen.

(Foto: Snapchat)

Snapchat vil senere tilføje reklamer til sin platform. Det vil gøre det sociale medie endnu mere kommercielt, end det allerede er. På den anden side vil det give Snapchat råd til at betale langt flere brugere for deres videoer. Det er en vigtig forskel på Spotlight og TikTok.

I udseende minder Spotlight meget om TikTok eller Instagrams Reels. Videoer kører f.eks. automatisk, og brugerne kan “swipe” op og ned for at skifte hurtigt mellem klippene.

App’en vil normalt bestemme, hvilke typer video-klip der vises på skærmen. Det sker ud fra kunstig intelligens, der holder øje med, hvad man normalt ser mest af. Man kan dog også manuelt vælge ud fra bestemte emner og typer indhold.

Modsat TikTok tillader Spotlight ikke kommentarer, og man kan ikke remixe indholdet på samme sjove og smarte måde som i den kinesiske app.

Snapchat har også i dag købt app’en Voisey, der ofte kaldes for “TikTok til musik optagelser. (Foto: Voisey)

Snapchat køber musik app
Samtidig med premieren på Spotlight afslører Snap, at man også har købt app’en Voisey. Den gør det muligt at indspille sine egne små musik- og tale-filer ved hjælp af mobiltelefonens mikrofon og et udvalg af sjove lyd-effekter.

Voisey rammer også lige ind i hjertekulen på TikTok, der netop blev så populær ude i Asien, fordi selv børn kunne optage deres egne karaoke præstationer og små sang videoer.

Design-mæssigt minder Voisey meget om TikTok, og app’en kaldes da også ofte for ”TikTok til musik optagelser.”

Voisey brugere kan f.eks. uploade deres egne beats til app’en, lægge deres egen stemme på eller optage nye vokaler hen over eksisterende musik.

Snap har ikke afsløret, hvad det sociale medie vil med Voisey. Men det giver mening at integrere app’en direkte i Snapchat side om side med f.eks. Spotlight….

 

 

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Gamle spil er guld værd