3 får 5G i december
Teleselskabet 3 ser ikke ud til at have så travlt som sine konkurrenter med at rulle et nyt og lynhurtigt 5G netværk ud på det danske marked.
Det kan man godt undre sig lidt over, for netop 3 lever udelukkende på sit mobile netværk. 3 har ingen kabler, fiber og fastnets-telefoni.
3 meddeler her til morgen, at 5G vil blive åbnet udvalgte steder i København i løbet af december – altså inden jul.
I sommeren 2021 venter 3 at have 5G i en tredjedel af sit netværk. Hele landet vil så først være dækket i sommeren 2022.
Til at begynde med vil 3 rulle 5G ud med hastigheder på op til 250 Mbit/s. Fire gange så hurtigt – 1 Gbit/s eller ”fiber i luften” – kommer først, efter at Energistyrelsen holder auktion over 3,5 GHz-frekvensbåndet til marts.
Fra næste sommer vil 3 være ude med 5G tilbud på det meste af Sjælland, i den øvre del af Sønderjylland og i enkelte områder af Østjylland.
I denne periode vil 3 opsætte det første 5G-udstyr, som kan levere 5G på 3,5 GHz-båndet. Det muliggør de rigtigt høje hastigheder..
Omkring årsskiftet 2021/2022 vil 5G være rullet ud i 75 procent af 3’s netværk. Det vil sige på det meste af Sjælland, Sønder- og Østjylland samt Fyn. I sommeren 2022 vil 5G være rullet ud i hele 3’s netværk.
”På den korte bane kan 5G være med til at sikre, at der er kapacitet i netværket til, at kunderne fortsat har en god og stabil mobilforbindelse, selv om dataforbruget stiger. 5G vil også forbedre dækningen indendørs i de områder, hvor signalerne i dag har svært ved at trænge igennem”, forklarer Stefan Ring Støhrmann. Han er radionetværks-chef hos 3-
”Først på den lidt længere bane – fra omkring 2021 og frem – bliver 5G i stand til at levere næste generations mobile bredbånd, som har hurtigere download og større kapacitet,” fortsætter han.
Kigger vi endnu længere frem i tiden, vil 5G om nogle år kunne byde på banebrydende nye oplevelser, når forskellige industrier for alvor begynder at udnytte mulighederne ved 5G’s øjeblikkelige, trådløse højhastigheds-forbindelser.
Så vil vi sikkert se selvkørende biler, udbringning af varer med droner og fjernstyrede operationer. Live Virtual Reality og Augmented Reality vil blive hverdagskost,” forudser 3-chefen.
Når 3 har rullet 5G ud i hele sit netværk, vil selskabet bruge de følgende år på at gøre sit kernenetværk cloud-baseret.
Det vil nedbringe forsinkelse yderligere, samt løbende udvide og finmaske 5G-netværket, indtil 5G vil være mainstream omkring 2025….
Ingen kommentarer endnu