Samsungs ur bliver mere fornemt
Jeg kender flere, der synes, at smartwatches ikke ser dyre nok ud.
Selvom de i dag sælger bedre end analoge schweizer-ure, udstråler de fortsat ikke samme klasse som et Rolex, Omega, TAG Heuer, Breitling eller Patek Philippe.
Noget er der uden tvivl om snakken. I deres iver efter at hælde stadig flere funktioner og features i deres nye smartwatches, er det ofte gået ud over designet.
Apple forsøger at kompensere ved at tilbyde sit nye Watch 6 i nye, mere lækre farver og i en version med dyre læder-remme fra franske Hermés.
Hvad Apple så ikke formår, sørger uafhængige juvelerer og forædlere for. De klæder Apple Watch i ægte guld, platin og diamanter.
Samsung har valgt at gå en lidt anden vej. To måneder efter lanceringen af sit nye Galaxy Watch3 ur kommer det nu i en fornem titanium udgave.
Teknisk set er titanium varianten identisk med det almindelige Watch3 i rustfrit stål – bortset fra to detaljer:
Samsung Galaxy Watch3 Titanium fås kun i den store urkasse på 45 mm, og uret kommer tilsyneladende uden mulighed for at få en 4G mobil indbygget.
Det meget lette titanium ur fremtræder flot i Mystic Black. Urremmen matcher i både farve og mønster. Den skal samtidig være let at justere i længden, så den passer til alle tykkelser håndled.
Derudover kommer nyheden med Samsungs velkendte udvalg af features til f.eks. helbreds- og motions-kontrol, en roterende krone til navigation og et 1,4 tommers Super AMOLED display, der altid er tændt.
Samsung Galaxy Watch3 Titanium bliver officielt præsenteret den 23. september. I butikkerne skal uret formentlig lande den 2. oktober. Forhåbentligt også i Danmark.
Ude internationalt skal uret koste 600 US dollars eller ca. 3.850 kroner. I Danmark koster det almindelige Watch3 i stål nogenlunde det samme, men her får man 4G med i prisen….
Ingen kommentarer endnu