Kan Bentley også lave god lyd?
Når man har råd til at købe en Bentley eller en Rolls-Royce, er lyden overhovedet ikke et problem.
Indeni den luksuriøse og læder-beklædte kabine er der helt støjfrit. Ingen hører hjul eller vind, og motoren giver først lyd fra sig, når man trykker hårdt på speederen.
Naturligvis kan man købe sin limousine med et heftigt stereo-anlæg ombord. Men selv da er det ikke lige stilen at lade bankende techno rytmer ryste hele karrossen, så alle i 50 meters afstand kan høre med.
Nu om dage VW-ejede Bentley betragter sig heller ikke længere alene som en bilfabrik. Bentley er livsstil.
Derfor skal man også kunne købe lænestole og sofaer til hjemmet – med Bentley logo på. Det samme gælder golfsæt, picnic kurve og stilige armbåndsure.
Det seneste nye er, at Bentley nu har allieret sig med to kendte britiske og franske Hi-Fi mærker for at bringe en eksklusiv lyd til bilejernes sarte øren.
Det centrale element i boligens Bentley er en special-version af Naims ret kendt Mu-so trådløse musik-afspiller.
Den har for første gang fået træ med i design og konstruktion. Ligesom i en Bentley limousine eller cabriolet.
Kabinettet til Naim Mu-so for Bentley Special Edition er fremstillet af Ayous træ, som er importeret direkte fra Afrika til formålet.
Mu-so’s karakteristiske kontrol-knap er diskret belyst, forsynet med touch paneler og bærer Bentleys logo i et diamant-lignende design.
Naim Mu-so indeholder både digital medie-afspiller, streaming, forstærker og højttalere i sin slanke indpakning. Den er gjort ekstra fornem med f.eks. kobbertråde spundet ind i stoffet foran højttalerne.
Hos Focal i Frankrig har Bentley hentet et sæt hovedtelefoner i den absolutte topklasse. Der er tale om en særlig version af Focals Radiance hørebøffer, hvis nye design har fundet inspiration Bentleys Mulliner Bacalar.
Hovedtelefonerne er fremstillet af aluminium, der er svøbt ind i ægte, håndgarvet læder. Farven kan man få afstemt efter den, man har interiøret i sin Bentley i. Man har vel klasse.
Naim og Focal er i øvrigt samme firma nu om dage. De britiske og franske Hi-Fi specialister fusionerede i 2011 og hører i dag til de større europæiske fabrikanter af high-end audio.
Helt vildt dyrt er det nye Bentley Hi-Fi dog ikke. Faktisk er musik-afspiller og hovedtelefoner billige i forhold til, hvad man skal betale for en Bentley bil.
Hovedtelefonerne koster 1.299 US dollars inklusive en flot bæreæske i læder. Det svarer til omkring 8.400 danske kroner. Naim Mu-so i Bentley outfit kræver i 2.100 dollars i investering. Det er ca. 13.500 kroner….
Ingen kommentarer endnu