Lidt guf til øregangen

Snart er det tid for OnePlus 8T

(Foto: Weibo

Om lidt er det et år siden, at OnePlus præsenterede sin 7T topmodel. Så må det snart være på tide, at vi får OnePlus 8T at se. Formentlig vil det ske i slutningen af september eller straks i begyndelsen af oktober.

T-mobiler er typisk forbedrede udgaver af de ”rene” tal-modeller. De kommer om foråret og udgør den nye generation af OnePlus telefoner. I april var det OnePlus 8. Om efteråret kommer de forbedrede T-modeller.

Sådan har rytmen været hos OnePlus i nogle år. For nylig blev den dog afbrudt, fordi OnePlus lancerede sin Nord model, der med en pris på 3.300 kroner placerede sig i mellemklassen.

Muligvis kommer der også en endnu billigere OnePlus inden længe. Clover skal den hedde. Prisniveau omkring 2.000 kroner.

Midt i alle disse nyheder er den obligatoriske OnePlus 8T blevet overset en smule. Den ved vi kommer, og den placerer sig sikkert igen som en af efterårets topmobiler.

OnePlus 8 har tre kameraer på række. Den nye 8T får fire. (Foto: OnePlus)

 

 

 

Følger man diskussionen i de kinesiske sociale medier, som altid er meget velinformerede om nye mobiltelefoner, skal OnePlus fans dog ikke sætte næsen op efter de store fremskridt. Forbedringerne fra OnePlus 8 til 8T bliver overskuelige.

De vigtigste nyheder bliver et 6,55 tommers AMOLED display med lynhurtig 120 Hz opdatering og fire kameraer på ryggen mod tidligere tre.

Desuden har OnePlus opgraderet fra den almindelige Snapdragon 865 processor til den nye 865+ chip. Det skal give 10 til 15 procent højere hastighed.

Kameraerne ser til gengæld ud til at skuffe lidt: Hoved-objektivet er (som hidtil) på 48 megapixel (MP). Vidvinkel kameraet er også på 16 MP, mens makro-linsen er opgraderet fra 2 til 5 MP. Helt nyt er et såkaldt ”portrait” kamera, der formentlig er OnePlus’ navn for en dybdesensor til billeder med Bokeh effekt.

OnePlus har uden tvivl forbedret billed-software og hovedkamera, men kamera set-up’pet ser ikke umiddelbart ud til at sende 8T op i den eftertragtede DxOMark Top-10 over de bedste kamera-mobiler.

Spåmændene mener, at der kun vil være mindre forskelle fra forårets OnePlus 8 topmodel og til 8T modellen,der præsenteres indenfor de næste tre-fire uger. (Foto: OnePlus)

Konkurrenterne fra Samsung, Huawei og Xiaomi har for længst udstyret deres topmodeller med langt mere spændende billedskydere.

Design-mæssigt går OnePlus væk fra de buede displays. I stedet vil skærmen være omkranset af en tynd ramme.

Alt i alt lyder det ikke, som om OnePlus har de store nyheder i den næste 8T model. Tværtimod ligner den noget, de fleste andre fabrikanter også har. Det ligner ikke rigtigt OnePlus, der plejer at have overraskelser på lager.

Til sidst: For et år siden var OnePlus 7T den første telefon på markedet, som havde det dengang helt nye Android 10 styresystem ombord. Mon ikke OnePlus gentager det og kommer med Android 11 før alle andre?

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lidt guf til øregangen