Slut med dansk musik på YouTube

iPhone 12 bliver forsinket

(Foto: Weibo)

Apple plejer at være lukket som et pengeskab, når det drejer sig om sine projekter og tidsplaner.

En sjælden gang udsender Apple et officielt statement, men som regel lader firmaet bag Mac og iPhone medier og analytikere om at gætte, hvad der sker.

Det har indtil videre været en snedig taktik, for Apple får masser af omtale, uden at det koster en krone i marketing og reklame.

Lige nu har Apple imidlertid gjort en undtagelse. I forbindelse med torsdagens fremlæggelse af regnskabet for tredje kvartal indrømmede Apple offentligt, at iPhone 12 telefonerne vil blive forsinket.

Normalt ville Apple lancere årets høst af nye iPhones ved et event i september. Det bliver ikke tilfældet i år.

Premieren bliver udsat i flere uger, så mon ikke vi kommer langt ind i oktober, før det sker i år:

iPhone 12 får hurtigere displays, men næppe 120 Hz varianter, som flere Android konkurrenter leverer nu omdage. (Foto: Gizchina)

”Som I ved, begyndte vi at sælge nye iPhone modeller i slutningen af september sidste år. I år venter vi først at kunne levere nogle uger senere,” gentog Apples økonomi-direktør Luca Maestri flere gange ved mødet med finans-analytikere i går.

Maestri ville ikke give en mere præcis dato eller afsløre, hvad årsagen er til, at Apple er forsinket med sine næste iPhones.

Højst sandsynligt er forklaringen Corona. Virussen har skabt problemer på mange af de fabrikker i bl.a. Kina, der leverer dele til Apples produkter.

Selvom fabrikkerne i dag kører for fulde omdrejninger igen, har de efterladt et hul i Apples ”fødekæde”.

I foråret skulle de første iPhone 12’ere f.eks. samles og slut-testes, inden stor-produktionen kunne gå i gang.

Med sit korte og klare statement lukkede Apples finans-boss af for de mange spekulationer, som har svirret i medierne og på nettet om problemer hos æble-selskabet. Nogle mente sågar, at Apple havde ondt i økonomien.

Den påstand fik Apple modbevist ganske effektivt i går. Apple leverede nemlig et rekord-agtig godt regnskab.

Apples nye iPhone12 kommer først til oktober. (Foto: Weibo)

I april, maj og juni omsatte Apple for 378 milliarder kroner på verdensbasis. Det er 11 procent mere end i samme periode for et år siden,

Apple oplyste, at det gik godt med salg af både fysiske produkter som iPhones, Mac, iPad og Apple Watch – og af digitale services som App Store, Apple Music og iCloud.

I går kunne Leifshows.dk fortælle, at Apple har fået vendt udviklingen i Kina, der er firmaets næststørste marked efter USA.

I årets første seks måneder var Apple det stærkest voksende mobilmærke i Kina. iPhone er nu den fjerde-mest solgte telefon hos kineserne – efter Huawei, Vivo og OPPO….

Apple ventes at præsentere hele fire nye iPhones til efteråret. Den mest interessante er den, der blot skal hedde iPhone 12. Den får nemlig en lille 5,4 tommers skærm.

Derudover kommer Apple med en iPhone 12 Plus med 6,1 tomme skærm, en iPhone 12 Pro med 6,1 tomme og en iPhone 12 Pro Max med stor skærm på 6,7 tommer.

Alle de nye iPhone modeller vil for første gang have 5G telefoni indbygget og komme med OLED skærm. Som noget nyt skal Samsung og LG deles om at levere displayene til Apple. Tidligere kom de alle fra Samsung….

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Slut med dansk musik på YouTube