Tag en tur i en baby-Bugatti

Vildt kapløb om mobilernes batteri

(Illustration: Qualcomm)

Mobilfabrikanterne har altid konkurreret hårdt mod hinanden: Hvert halve eller hele år har de fundet nye ting at kappes om:

Først var det hastigheden og processorernes ydelse. Så var det kameraernes kvalitet. Derpå skærmenes størrelse.

Lige nu udkæmpes krigen om mobiltelefonernes batterier. Hvor hurtigt kan man mon fylde sin smartphone op med ny energi?

I de senere uger har jeg flere gange her på Leifshows beskrevet, hvordan kinesiske mobilfabrikanter opfinder den ene snedige metode efter den anden til ekstrem hurtig opladning.

Resultaterne ser imponerende ud, men de har alle det problem, at fremskridtene er forbeholdt de enkelte fabrikanters egne telefoner. De er ikke en bredt accepteret ny standard.

Den kommer så nu fra den amerikanske chipgigant Qualcomm, der leverer ”motorer” til de fleste Android smartphones på markedet.

Hvor lang tid tager det at lade batteriet op på din nuværende smartphone? (Foto: Mahesh Patel / Pixabay)

Qualcomm har nemlig præsenteret femte generation af sin Quick Charge teknologi, som snesevis af mobilmærker bruger i deres enheder.

Quick Charge 5 skal sikre, at en telefon kan fylde sit batteri halvt op på bare fem minutter. Det er ekstremt hurtigt i forhold til, hvad det tager nu om dage.

Man skal dog tage praleriet med et gran salt: En så hurtig opladning kan måske lade sig gøre under ideelle forhold.

Den nuværende Quick Charge 4 standard lover at fylde batterier 50 procent op på 15 minutter, og det har nok de færreste oplevet.

Men ok – i hvert fald teoretisk går det tre gange hurtigere med Quick Charge 5 end med fjerde generation. Det lyder da lovende.

Qualcomm hævder, at Quick Charge 5 kan arbejde med strøm-overførsler på over 100 watt. Det er meget for en smartphone, der sædvanligvis kan klare 35 til 40 watt. De 100 watt hører man normalt kun i forbindelse med laptops, der skal lades op.

(Illustration: Qualcomm)

Qualcomm bruger samme trick som flere kinesiske mobilfabrikanter for at opnå den ekstremt hurtige påfyldning af energi.

Strøm-tilførslen deles ud på to separate kanaler, der lader samtidig. Det er ligesom at fylde en spand vand fra to vandhaner på samme tid.

Da Qualcomms processorer og andre chips er meget populære hos fabrikanter af Android telefoner, bliver det nok ikke svært at overbevise dem at indføre Quick Charge 5 i deres nye smartphone modeller.

Verdensrekorden i hurtig opladning af mobilers batterier holdes i øjeblikket af kinesiske OPPO, der er et søsterselskab til OnePlus.

OPPO lancerede for nylig en ”flash charge” teknologi, som kan overføre strøm med 125 watt. Det vil betyde, at et 4.000 mAh batteri kan fyldes op fra 0 til 100 procent på bare 20 minutter.

Bemærk i øvrigt, at Li-ion batterier ikke kan fyldes op jævnt. Opladningen sker hurtigere i de første 50 procent. Derefter går det langsommere.

Det skyldes den batteriernes konstruktion og den varme, som opstår, når de får tilført ny strøm. Af samme grund siger eksperter, at hurtig-opladning slider hårdt på batterierne, der ikke vil holde så længe som tidligere….

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tag en tur i en baby-Bugatti