Samsung spiller stærkt ud i budget-klassen
Hvis økonomien er flad, men behovet for en ny smartphone bygger sig op, har Samsung måske et fornuftigt bud. Galaxy A41 hedder nyheden, der kommer på det danske marked i slutningen af maj til 2.299 kroner.
Samsung er ikke kun verdens største fabrikant af smartphones. Samsung har også utroligt mange modeller at vælge imellem. Selv for en fagmand kan det være svært at holde styr på dem alle. Også fordi deres tekniske data ofte ligger tæt på hinanden.
Den største kvalitet i den nye A41 er formentlig skærmen. Det er en Super AMOLED variant med buede kanter, som Samsung kalder for Infinity-U. Den er på 6,1 tommer i Full HD+ kvalitet, der kan vise 2.400 gange 1.080 punkter.
Processoren har Samsung købt ind hos taiwanesiske MediaTek. Det er en Helios P61 med otte kerner, 4 GB RAM og beskedne 64 GB lager at sprede sig på. Hvis det ikke er nok, kan man udvide op til 512 GB via MicroSD kort.
Den økonomi-venlige Samsung har en selfie-skyder på 25 megapixel og tre kameraer på ryggen. Hoved-objektivet er på 48 megapixel og suppleres af en ultra vidvinkel på 8 MP og en makro-linse4 på 5 MP. Ikke imponerende, men bestemt ok til prisen.
Galaxy A41 rummer et batteri på 3.500 mAh og mulighed for hurtig opladning med 15 watt. Telefonen fås i farverne Prism Crush hvid, Prism Crush hvid og Prism Crush blå.
(Indledningsfoto til artiklen: Samsung)
Ingen kommentarer endnu