Kan man smage musik?

Facebook betaler rekordstor bøde

Der er store penge i sociale medier som Facebook, men det koster altså også tilsvarende dyrt, når man kvajer sig med sine medlemmers private data og overtræder et lands love og regler.

Det mærker Facebook nu igen. Verdens største sociale medie har tidligere betalt mange millioner kroner i bøde til EU, men aldrig tidligere har Facebook måttet til lommerne på hjemmebane i USA.

Efter adskillige måneders forhandlinger med de amerikanske forbruger- og konkurrence-myndigheder FTC – Federal Trade Commission – er der opnået enighed om, at Facebook skal betale fem milliarder dollars i bøde. Det svarer til ca. 33 mia. kroner.

Ifølge den store amerikanske avis Wall Street Journal er det den hårdeste straf, som Facebook nogensinde er blevet idømt. Tidligere har Facebook også måtte betale store million-bøder til EU.

Det kan godt være, at Mark Zuckerberg har massevis af penge. Lige nu styrer han ind i bunkevis af juridiske problemer for Facebooks måde at drive forretning på.

Bøden er en opfølger på den såkaldte Cambridge Analytica skandale, hvor Facebook gav et eksternt analysefirma lov til at indsamle personlige data fra millioner af sine brugere uden deres viden og accept. Informationerne blev bl.a. anvendt i den amerikanske præsident valgkamp.

For FTC er det også den historisk hårdeste straf, der er uddelt til et teknologi-firma. Den hidtidige rekord havde Google, som i 2012 måtte aflevere 22,5 millioner dollars – godt 150 mio. kroner – for ulovligt at have opsamlet og videresolgt cookie informationer fra Apples Safari browser.

Det er endnu ikke klart, om Facebook – ud over bøden – må acceptere en stærkere kontrol og reguleringer fra de amerikanske myndigheders side. Hvis det er tilfældet, er det nok et større problem for Mark Zuckerberg og co, end at betale de mange penge.

I FTC blev bøden for ”privacy missteps vedtaget med tre stemmer fra Republikanerne, mens to demokrater stemte imod. Dommen skal nu godkendes i USA’s justits-ministerium, inden Facebook bliver bedt om at overføre pengene.

Facebook har lavet en aftale med de amerikanske forbruger- og konkurrence-myndigheder om at betale 33 milliarder i kroner for “fejltrin i privatlivets fred”.

Dem har verdens største sociale medie nok råd til. I det seneste offentliggjorte regnskab – for første kvartal af 2019 – havde Facebook en omsætning på 15.1 milliard USD – ca. 101 mia. kroner. En stigning på 26 pct. i forhold til samme periode året før.

I regnskabet havde Facebook afsat mellem tre og fem milliarder dollars til den bøde, som mediet regnede med ville komme fra de amerikanske forbruger-myndigheder. Resultatet var, at Facebooks netto-overskud faldt med 51 pct.

Mark Zuckerberg håber sikkert, at bøden på de 33 milliarder kroner vil være straf nok. Men det er langt fra sikkert.

Flere politikere i USA har således krævet, at Facebooks magt skal stækkes. Det kunne f.eks. ske ved at opdele den omfattende medie-koncern. Lidt i stil med, hvad der skete tilbage i 1920’erne, da USA’s alt-dominerende olie-producent blev skilt ud i en række separate selskaber. De blev senere kaldt ”de syv søstre”.

Spørgsmålet er, om Facebook efter bøden bliver sat under officiel overvågning af de amerikanske myndigheder. En slags uafhængig “bestyrelse” har været på tale.

Hvis det samme skulle ske for Facebook, ville det formentlig betyde, at aktiviteter som Instagram.og WhatsApp ville blive udskilt som selvstændige selskaber. Ligesom de var, inden Facebook købte dem og gjorde dem store og verdens-omspændende.

Der er også en risiko for, at topledere i Facebook kunne gøres personligt ansvarlige for overtrædelser af regler og love, der handler om beskyttelse af menneskers private informationer. Dette spørgsmål står ifølge New York Times stadig åbent.

Endelig kommer millliard-bøden lige midt i diskussionen om Facebooks planer for at introducere sin egen Libra valuta i 2020. Disse planer har for alvor fået politikere og banker i mange lande til at opdage, hvor stor magt Facebook egentlig har i verden.

Donald Trump og Det Hvide Hus har bedt Facebook om at sætte sine Libra planer på pause. I hvert fald, indtil alle juridiske og finansielle aspekter er blevet undersøgt. Mange mener, at det i sidste ende vil betyde er forbud mod Libra….

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kan man smage musik?