Apple Watch redder igen liv

5G bliver en mega succes

Mens de første prøvekørsler af 5G netværk er ved at begynde i Danmark, har sydkoreanerne taget mod fremtidens mobilnet med kyshånd. På knap tre måneder har Samsung solgt én million 5G telefoner i sit hjemland, selvom de koster meget mere end normale Galaxy S10 mobiler.

Sydkorea åbnede sit første 5G netværk for publikum den 5. april, og den dag kunne man kun købe en enkelt telefon til systemet. Siden har Samsung fået flere rivaler til sin Galaxy S10 5G, men Samsung sidder godt og grundigt på markedet.

Storbritannien er ved at åbne sine første 5G netværk, som teleselskabet EE ruller ud i mange storbyer fra sommer og frem til nytår. Mindre byer og de landlige regioner kommer først med i 2020 og 2021, hvor også andre engelske teleselskaber er klar med 5G.

Englænderne kan i øjeblikket købe 5G telefoner fra bl.a. Samsung, OnePlus, LG og OPPO, mens Huawei er blevet udelukket efter USA’s boykot af det kinesiske telemærke.

Samsung har allerede solgt en million Galaxy S10 5G telefoner – primært i Sydkorea.

Danmark hinker noget bagefter i 5G udviklingen. Lige nu er flere teleselskaber ved at test-køre teknologien i begrænset omfang. Det vil sige, at kun nogle få udvalgte personer har lov til at prøve fremtidens mobilnet. 5G i større perspektiv ser vi først i løbet af 2020 i Danmark – og da vil det kun være i landets store byer.

Første 5G tests i Danmark
I slutningen af maj har Telia, Nokia og TT-Netværket monteret den mobil-antenne, der skal benyttes til Telias første live-tests af 5G teknologi. Antennen står på taget af Telias danske hovedkvarter på Holmbladsgade på Amager.

Yderligere to test-sites vil blive åbnet i løbet af sommeren som del af det såkaldte TT-Netværket. Det er Telias og Telenors fælles mobilnet med over 3,5 millioner brugere i Danmark. Netværket er landets største med 4.300 antenner.

Telia kommer til at benytte 3,5 GHz-frekvensbåndet, der er blandt de udpegede pionerbånd for 5G, til de kommende tests. Frekvenserne i dét område bliver først kommercielt tilgængelige. Forsøgene bliver gennemført på tidsbegrænsede frekvens-tilladelser fra Energistyrelsen.

Telias første danske 5G mast står på taget af teleselskabets danske hovedkvarter på Amager. (Foto Telia)

”Vi forventer, at 5G i begyndelsen vil blive mest efterspurgt af erhvervslivet. Privatfolk kommer først bagefter. Virksomheder vil kunne udnytte 5G til at effektivisere deres produktion, lagerstyring og logistik,” forklarer direktør Morten Bentzen fra Telia Danmark.

”Den hurtige hastighed og de ekstremt korte respons-tider i 5G kan også blive afgørende for udvikling af selvkørende biler, kloge veje og moderne robotter til f.eks. produktion og kirurgi,” fortsæter Morten Bentzen.

I de kommende måneder planlægger Telia at gennemføre en række tests landet over for at kunne vurdere 5G-teknologiens anvendelses-områder.

”Vi afprøver 5G telefoner fra flere forskellige fabrikanter. Desuden er vi i dialog med en række virksomheder, der ser forretnings-mæssige muligheder i den nye teknologi. Endelig overvejer vi også at invitere en række privatkunder til at blive testkørere på 5G,” fortæller Telia Danmarks teknologi-direktør Henrik Kofod.

I Sverige tester Telia og DB Schenker 5G i forbindelse med selvkørende lastbiler. (Foto: Telia)

Privatkunderne vil bl.a. skulle afprøve Fixed Wireless Access – FWA i forbindelse med 5G. FWA fungerer ved, at brugeren modtager 5G-signalet til en indendørs wifi-router.

Herigennem opnår brugeren mobile datahastigheder, som man ellers kun kender fra fiber-forbindelser. Med FWA slipper man imidlertid for det gravearbejde, som ellers er nødvendigt ved installation af fiber-bredbånd.

Telia er nået langt med 5G
Det er ikke kun i Danmark, hvor det svenske teleselskab arbejder med 5G. I snart et år har Telia også haft lynhurtige mobilnet kørende i Norge, Finland og Sverige.

I 2018 åbnede Telia f.eks. Sveriges første 5G netværk på det tekniske universitet KTH i Stockholm. Her testes 5G i samarbejde med flere industrier.

Telia Danmarks teknologi-direktør Henrik Kofod vil gerne give private brugere mulighed for at blive testkørere på 5G. (Foto: Kristian Brasen / Telia).

Telia samarbejder også om 5G i selvkørende elektriske lastbiler hos det store logistik-firma DB Schenker i svenske Jönköping.

Telia, Ericsson og Volvo Construction Equipment har  sammen lanceret Sveriges første 5G netværk til industrielt brug. Det sker hos Volvo i Eskilstuna, hvor 5G-teknologien benyttes til fjernbetjening af maskiner og til selvkørende løsninger.

I december 2018 åbnede Telia sit første netværk for 5G-test i Norge. Her testedes bl.a. Oslos Odeon-biograf, der er verdens første 5G-biograf.

I august 2018 gennemførte Telia i Danmark en række 5G-demonstrationer, hvor erhvervskunder havde mulighed for at få et kig ind i den teknologiske fremtid.

Endelig har Telia i september 2018 åbnet et præ-kommercielt 5G-netværk i Helsinki….

På det engelske marked kan man i øjeblikket købe 5G telefoner fra fire forskellige fabrikanter. En af dem er LG med sin utraditionelt designede V50 ThinQ med to skærme.

www.telia.dk

https://www.telia.dk/privat/netvark/5g/

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Apple Watch redder igen liv