Dyrt at bruge mobil i butikker
Vi kender vel alle, at vi går ind i et supermarked, et stormagasin eller i en special-butik med det formål at købe et par bestemte ting – og når vi står ved kassen, er det blevet til mange flere. Undervejs gennem forretningen har man ladet sig lokke af gode tilbud eller spændende nye produkter.
Nu viser en analyse, at risikoen for at købe alt for meget er betydeligt større, hvis man har sin smartphone tændt og kigger i den, mens man går rundt i butikken. Ikke fordi forretningen sender tilbud direkte til mobilen, men fordi man koncentrerer sig dårlige om sine indkøb, når man hele tiden svarer på sms, tjekker emails eller holder styr på de sociale medier.
Undersøgelsen er lavet af forskere på Fairfield University i den amerikanske delstat Connecticut, hvor man har interviewet 2.250 mennesker på indkøb i supermarkeder og storcentre. De folk, der brugte mobilen, mens de var i butikken, købte i gennemsnit ni procent flere ting. Alle var ikke planlagte på forhånd.
Analysens forfatter Michael Sciandra forklarer, at mobiltelefoner hurtigt er blevet det primære forstyrrelses-element for mange forbrugere. De afleder folks opmærksomhed på en måde, vi ikke har oplevet så effektiv før:
”Vores resultater kan være med til at påvirke forbrugeres attitude over for brugen af mobiltelefoner, mens de shopper. Måske begynder de at tænke lidt mere over, hvor meget betydning disse elektroniske gadges har på vores liv og dagligdag. Både positivt og negativt.”
Den amerikanske analyse er offentliggjort i fagbladet ”Journal of the Academy of Marketing Science.”
Ingen kommentarer endnu