To smarte fluer med ét smæk

Huaweis nye P30 vises den 26. marts

Huawei har verdens to bedste kameramobiler. Ingen konkurrenter kan komme i nærheden af Huaweis P20 Pro og Mate 20 Pro, vurderer de højt respekterede foto-eksperter fra DxOMark.

Altså burde Huawei kunne hvile på laurbærrene og nyde salget af de to supermobiler – og dét går rigtig godt. I Danmark er Huaweis telefoner de eneste, der kan udfordre iPhone i topplaceringen hos de store teleselskaber.

Men Huawei har også en tradition. Kinas største – og verdens næststørste – mobilfabrikant udsender nye topmodeller to gange om året, Den næste til at få en afløser er bestselleren Huawei P20.

Det vil ske den 28. marts i Paris. En måned senere end Mobile World Congress (MWC) i Barcelona, hvor de fleste konkurrenter præsenterer deres nyheder for 2019. Bare ikke Apple og i år heller ikke Samsung.

De lancerer nye telefoner henholdsvis meget senere – Apple i september – og en uge før MWC. Det gør Samsung med sin Galaxy S10.

Huawei P30 Pro til venstre – den almindelige P30 til højre.

Huawei er skam til stede i Barcelonas udstillings-haller. Her vil kineserne løfte sløret for sin første folde-mobil og 5G telefon.

Samtidig vil Huawei skæve nervøst over til et mødelokale, hvor Europas teleselskaber og telemyndigheder vil drøfte fremtiden med Huawei som leverandør af mobilnettene.Skal man følge USA’s og Englands eksempel og bandlyse Huawei fra landenes tele-infrastruktur.

Nu skal denne artikel ikke dreje sig om det politiske rænkespil, der i øjeblikket kører om fremtidens 5G telefoni og påstået spionage for den kinesiske regering.

Historien skulle handle om de nye Huawei P30 telefoner, og de bliver forhåbentligt ikke påvirket af det politiske spil. De seneste rygter om Huaweis næste topmobil lyder nemlig meget spændende og lovende.

Først og fremmest brænder spørgsmålet, hvordan Huawei vil forbedre verdens i forvejen bedste kamera-mobil?

Huawei P30 bliver en slank og elegant telefon, hvor skærmen kun forstyrres af et lille dråbeformet indhak til selfie kameraet.

Tilsyneladende ved at udvide med et fjerde kamera på ryggen af P30 Pro. Forløberen var den første mobil med tre kameraer – og de gør det fremragende.

Tre af de fire kameraer på den nye Huawei P30 Pro bruges til at tage billeder og videoer. Det ene skal efter sigende rumme Sonys seneste nye IMX607 billedsensor på 38 megapixel og en optisk zoom med 10 gange forstørrelse.

Husk lige, at vi taler om en smartphone – ikke et dyrt spejlrefleks kamera til professionelle fotografer!

Det fjerde kamera på bagsiden af Huawei P30 Pro er udelukkende beregnet til at forbedre billeder, som de andre tre skyder med deres digitale sensorer.

Det skal give bedre dybde, give mulighed for 3D effekter og muligvis også kunne bruges til 3-dimensionel ansigts-genkendelse a la Apples avancerede Face ID.

Her ses tydeligt, at Huawei P30 Pro – til venstre – får fire kameraer på sin bagside. Lillebror P30 må nøjes med tre.

Huaweis nye toptelefon kommer i tre modeller – P30, P30 og P30 Pro. De to mindste får tre-dobbelte kameraer fra Leica. Hvis rygterne fra Kinas sociale medier taler sandt, får mellem-modellen P30 bl.a. en billedsensor på 40 megapixel.

Alle tre får et meget lille indhak øverst i skærmen. Ikke den brede og grimme bjælke, som vi kender fra nyere iPhones. I stedet sidder selfie kameraet i en lille dråbeformet ”notch”, der ikke kan genere nogen stilist.

AMOLED skærmen på Huawei P30 har samme størrelse som på den nuværende P20 model. Det vil sige 6,1 tommer og i Full HD+ kvalitet.

Storebror P30 Pro får et mere imponerende display på 6,5 tommer og i den fornemme Quad HD+ opløsning. Den skal have stærke våben, for Pro modellen vil ofte blive sammenlignet med Apples dyreste iPhone Xs Max.

Ikke overraskende lægger Huawei sin seneste Kirin 980 super-processor i i hvert fald to af de nye P30 telefoner. Den rummer masser af kunstig intelligens og assisteres af 8 GB RAM i Huawei P30 – og enorme 12 GB på Pro modellen. Det er mere, end de fleste laptops disker op med – og her taler vi om en mobiltelefon!

Flere af de gode spion-fotos af Huawei P30 er lækket via det kinesiske firma Spigen, der er specialist i ekstra covers og elegante indpakninger af mobiltelefoner.

Aktuelle opslag i Kinas store sociale medie Weibo fortæller, at Huawei P30 kommer med to forskellige opladere:

Den store P30 Pro model får samme kraftige 40 watt variant som Mate 20 Pro lige nu. Den giver ekstremt hurtig opladning og samtidig mulighed for, at P30 Pro kan fungere som oplader af andre telefoner.

Dén funktion for købere af Huawei P30 til gengæld ikke. De må “nøjes” med en 22,5 watt oplader, der dog nok vil være tilstrækkelig hurtig til langt de fleste formål.

Andre rygter vil vide, at Huawei vil teste markedet for, hvor mange købere der stadig er interesseret i det klassiske hovedtelefon stik på 3,5 mm. Det er blevet droppet i de fleste topmobiler på markedet til fordel for trådløse øretelefoner. Men P30 Lite og P30 får altså det klassiske stik i sig.

Desuden ser mindst to af de tre nye Huawei P30 telefoner ud til at have fingeraftryks skanneren anbragt ind i selve skærmen. Præcist som den aktuelle Huawei Mate 20 har.

Endelig  har Huawei naturligvis en 5G version af P30 telefonen. Spørgsmålet er, om den vil blive vist i forbindelse med verdens-premieren i Paris den 28. marts. 5G udgaven bliver nemlig meget dyrere end de almindelige 4G telefoner – og heller ikke er så relevant.

I øjeblikket findes der jo ingen mobilnet at bruge den superhurtige hastighed i. På den anden side taler alle om 5G, og Huawei vil gerne vise, at man er helt på forkant med fremtidens mobilnet. Så alene at markere, at man skam har  5G telefoner parat – gerne flere af slagsen – kan være vigtigt af hensyn til marketing strategien.

Priserne er det selvfølgelig alt for tidligt at tale om på nuværende tidspunkt, men billigere end P20 serien fra sidste forår bliver de helt sikkert ikke. Snarere tværtimod….

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

To smarte fluer med ét smæk