I dette æg kan du blive kogt

iPAL er jeres nye digitale ven

Personlige robotter er der absolut intet nyt i. Gennem årene har jeg set adskillige forslag. De første faktisk allerede for 30 år siden.

Nyt ville det til gengæld være, hvis robotten overlevede. Forstået på den måde, at det langt fra er nok at udvikle en smart ny robot, der kan have nok så tiltalende talenter og evner. Problemet opstår som regel, når robotten skal markedsføres, og pengene findes til en storproduktion.

Selvom de fleste mennesker er fascinerede af gadges og ny teknologi, er der tilsyneladende meeeget langt fra at købe en smartphone til at investere i en personlig robot.

Det er planen, at iPAL skal komme i både en kvindelig og mandlig udgave. Forskellen vil primært være farven, og hvilken stemme robotten svarer med.

 

OK – robot støvsugere har tusinder af danske købt – og millioner på verdensplan. Kunstig intelligens accepterer vi også så langt som til en højttaler, vi kan tale til og få til at svare med en menneske-lignende stemme. Men en personlig robot, der ligner et menneske en lille smule. No way – sådan en vil vi ikke have inden for dørene.

Man må håbe, at amerikansk-kinesiske Nanjing Robot Technologies har mere held med sin AvatarMind iPAL Companion robot. Den er udviklet i Californiens Silicon Valley, men skal bygges i Kina. Ligesom så mange andre avancerede gadges som f.eks. Apples iPhones eller Huaweis mobiltelefoner og laptops.

AvatarMind iPAL var egentlig designet til mindre børn, der manglede en legekammerat. Sidenhen har det vist sig, at den intelligente robot også kan være til stor hjælp for både små og voksne handicappede – og ikke mindst som digital hjælper hos ældre og ensomme mennesker.

Robotten kan lege med børnene, lære dem sprog og matematik eller hjælpe dem med at holde kontakt med venner og forældre via internet.

Robotten kan selvfølgelig både tale og forstå tale – i hvert fald engelsk og kinesisk. Den kan bevæge sig, synge, danse, læse op fra en e-bog, spille interaktive spil med sin bruger eller holde øje med sin omgivelser via et indbygget kamera.

Det kan udbygges med ansigts-genkendelse og en app, der automatisk slår alarm over telefonen, hvis noget går galt. Det kan f.eks. være ved et indbrud, eller når dens ældre ejer får et ildebefindende.

Da AvatarMind iPAL har både Wi-Fi, Bluetooth, og Google Assistent er på vej, kan forældre bruge robotten til at fjern-overvåge børn, kæledyr og hele boligen.

Via en app kan man lade robotten optræde som en vagt, der tager en runde i alle værelser og stuer for at tjekke, om alt er ok.

iPAL robotten kan forstå stemme kommandoer, og den kan selv tale. Betjeningen kan også foregå via robottens touch skærm på maven eller trådløst fra en Android telefon og tablet.

Nanjing Robot Technology ser også muligheder for robotten som underviser. Den kan f.eks. lære sin bruger andre sprog, træne i matematik, fysik, historie osv. Det hele afhænger blot af de apps, robotten bliver fodret med.

AvatarMind iPAL’s ”fædre” har således indrettet en App Store, hvor man kan handle apps, der tilfører nye evner til robotten. Nogle apps er gratis, mens andre koster penge. Desuden kan man få et udviklings-kit, som kan bruges til at skrive egne apps til iPal.

Med sin højde på 106 centimeter har robotten en god højde for børn. Den kører rundt på fire hjul og kan via forskellige sensorer både måle afstande, undgå sammenstød, måle temperatur, lys, fugtighed og tid.

Robotten styres af en 4-kerne processor med 4 GB RAM og 32 GB lager. Den har både mikrofon på selve kroppen og i hovedet, hvor der faktisk er et set-up med hele mikrofoner – ligesom i en af Googles, Amazons eller Apples stemme-styrede højttalere.

Den personlige iPAL robot kan være en stor hjælp for handicappede og ældre mennesker.

Styresystemet er Android, der har travlt med at håndtere 24 elektro-motorer, et seks tommers touch display på robottens bryst, 1,3 megapixel kameraet i robottens ene øje, indbygget stereo forstærker med to højttalere, fem ultralyds- og tre infrarøde sensorer.

AvatarMind iPAL kan også indrette små og sikre sociale medier på internet, hvor f.eks. børn kan chatte med venner, dele fotos og videoer eller holde kontakt med forældrene – uden at uvedkommende kan følge med.

Endelig vil robotten kunne fungere som receptionist i firmaer og på hoteller, hjælpe kunder rundt i f.eks. legetøjs butikker, fortælle om produkter osv.

Hele herligheden koster faktisk ikke nær så meget, som man kunne frygte. Nanjing Robot Technology vil have 1.999 USD eller ca. 13.400 kroner for en af sine søde robotter….

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

I dette æg kan du blive kogt