Facebook vil levere internet i Afrika

Så er det tæt på med ny ”flagship killer”

Der bliver travlhed i midten af oktober. Både Huawei og OnePlus har nemlig besluttet at lancere deres store efterårs-nyheder på mobilfronten med kun én dags mellemrum.

Huawei har indkaldt til event for den nye topmodel Mate 20 tirsdag den 16. oktober, og nu siger kilder i Asien, at OnePlus følger efter om onsdagen med sin knap så dyre 6T model.

Selvom de to nye telefoner nok er meget forskellige, ser de også ud til at have åbenlyse ligheder. Altså ud over, at de begge kommer fra Kina.

Både Huawei Mate 20 og OnePlus 6T får således et lille dråbe-formet indhak i toppen af skærmen. Det ser nærmest nuttet ud sammenlignet med den solide bjælke, som Apple skæmmer sine iPhone X, Xr og Xs telefoner med.

Huawei og OnePlus er tilsyneladende også enige om, at nu skal det klassiske hovedtelefon stik altså droppes. Folk må enten købe nye trådløse øretelefoner eller anskaffe sig en omformer mellem 3,5 mm stikket og telefonens fremtidige USB-C konnektor. Den beslutning vil OnePlus og Huawei uden tvivl møde megen kritik for.

Læg mærke til den lille dråbe-formede “notch” i toppen af OnePlus 6T på dette spionfoto fra et af Kinas store sociale medier.

Det gør de til gengæld næppe for den tredje lighed. Begge smartphones vil nemlig komme med Googles Augmented Reality software som standard. Den kaldes også for ARCore.

OnePlus 6T ventes at få en 6,4 tommers AMOLED skærm i Full HD+ kvalitet. Sandsynligvis vil OnePlus kunne placere den større skærm i samme cover som på forgængeren. Det skyldes, at fingeraftryks skanneren vandrer ind i selve displayet, og rammerne omkring skærmen bliver ekstremt tynde.

6T får samme Snapdragon 845 processor som 6-eren, og den assisteres sikkert af 6 eller 8 GB RAM og lagerstørrelser op til 256 – måske endda 512 GB som på den nye store iPhone Xs Max. Batteriet bliver på 3.700 mAh.

Den information er endnu ikke sikker. Det er til gengæld, at OnePlus 6T vil kunne købes til en langt lavere pris end Apples nye iPhones. Mon ikke OnePlus vil sigte efter 4.000 kroner eller lidt højere?

Endelig skal 6T være den første OnePlus telefon, der helt officiel er vandtæt. Hvor mange der ellers har brug for det, medmindre de har en vane med at tabe deres mobil i toiletkummen, håndvasken, svømmepølen eller vandpytter i regnvejr….

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Facebook vil levere internet i Afrika