Lettere at finde hits hos Apple

Nye billeder af næste OnePlus

Om et par dage løfter Apple sløret for sine tre nye iPhone XS telefoner, og derefter vil alverdens nyheds- og fagmedier været lukket land for andre mobil mærker i mindst en uge. Apple er stor og vigtigere end konkurrenterne.

Derfor iler jeg med at præsentere nye billeder af den kommende OnePlus 6T telefon, der formentlig præsenteres den 20. eller 21. november. Det var nemlig samme tidspunkt sidste år, hvor OnePlus 5T dukkede op. I foråret kom så OnePlus 6, der fortsat er en af Danmarks mest solgte smartphones.

Den måske mest markante visuelle nyhed er indhakket i toppen af skærmen – den såkaldte ”notch”. Det har de fleste telefoner i dag for at få plads til selfie kamera, blitz og sensorer til ansigts-genkendelse. Inklusive selvfølgelig iPhone X, der indførte den alt andet end kønne mode for et år siden.

OnePlus har dog forvandlet den sædvanligvis brede bjælke i toppen af displayet til en lille, nærmest sød tåre. Samme idé har vi set hos de to kinesiske mærker OPPO og Vivo, men de har jo også samme ejer som OnePlus. Og genbrug sparer som bekendt penge.

Her er OnePlus 6T komplet med den æske, telefonen leveres i. (Foto: PhoneArena)

De nye fotos fra det store kinesiske sociale medie Weibo, hvor bruger 老爆科技 åbenbart har gode forbindelser hos OnePlus for at få taget så præcise informationer så tidligt. Fra samme sociale medie stammer også billedet af den æske, som OnePlus 6T vil blive leveret i.

Den viste telefon fremtræder i OnePlus’ karakteristiske røde kulør, som normalt kun leveres til Special Editions af den populære mobil, men formentlig bliver en standard farve fremover. Efterspørgslen er stor på smartphones, der ikke ligner alle andre i sort, sølv, hvid eller gylden. Rosa-guld er heldigvis ved at være yt.

De nye fotos antyder også, at OnePlus vil udstyre sin nye 6T med et tre-dobbelt kamera på ryggen. Lidt i stil med, hvad rivalerne fra Huawei har stor succes med i deres P20 Pro telefoner.

Det ville heller ikke være nogen overraskelse, hvis OnePlus opgraderer netop kameraet på den nye 6T model. Den skal jo have nogle forbedringer i forhold til den nuværende og ganske fremragende OnePlus 6.

Ifølge det amerikanske fagmedie får OnePlus 6T et tre-dobbelt kamera a la Huawei P20 Pro.

Skærmen på 6,2 tommer fylder det meste af fronten. Formentlig over 90 pct. Det betyder enten, at fingeraftryks skanneren er flyttet om på bagsiden, hvilket billederne dog ikke viser. Eller at OnePlus bliver en af de første fabrikanter, der sælger en smartphone med skanneren integreret i selve skærmen.

Processoren bliver den velkendte Snapdragon 845, som også de fleste Android rivaler benytter. Qualcomm har endnu ikke annonceret efterfølgeren – Snapdragon 855. Så den kommer nok først i OnePlus 7 til næste forår. Til den tid kan det også være, at OnePlus er klar med en variant med fremtidens 5G telefoni i.

Spændende bliver det, om OnePlus kan holde prisen nede på den nye 6T. Hidtil har OnePlus levet højt på, at man har kunnet sælge telefoner, der var mindst 2.000 kroner billigere end f.eks. Samsung mobiler med sammenlignelige specifikationer.

Men nu har OnePlus fået en ny grim konkurrent på det danske marked i skikkelse af Xiaomi, der også vil sælge top-udstyrede smartphones til kamp-pris….

www.oneplus.net

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lettere at finde hits hos Apple