Lenovo kommer med Smart Display

Skab den ægte Formel-1 lyd i din stue

Når du ser Formel-1 hjemme på tv og drejer godt op for højttalerne, kan det lyde voldsomt. Men det er for intet at regne med den infernalske larm, man udsættes for, når man er tilskuer langs en af banerne, når der køres løb i motorsportens kongeklasse.

Det helt rigtige brøl skulle man til gengæld få i de nye trådløse højttalere fra italienske Ixoost. De hedder Pirelli P Zero Sound, fordi højttalerne er indbygget i ægte Formel-1 dæk fra Pirelli.

OK – Ixoost højttalerne er ikke lige så brede som originale Formel-1 fælge med Pirelli gummi på. For så ville de færreste have haft plads til dem i stuen eller kontoret. I hvert fald ikke uden at gå på kompromis med lokalets øvrige møblement.

I stedet har Ixoost fået lov til at kopiere fælgen i halv størrelse, som Formel-1 teamene bruger på deres racerbil prototyper, når de testes i en vindtunnel. Det ser ægte nok ud, og både design, fælg-materiale og dækkene er de samme, som Sebastian Vettel og Kevin Magnussen kører på.

For at gå oplevelsen så autentisk som muligt fås Ixoost højttaleren i ni forskellige farver. Eller rettere Pirelli navnet på dækket er trykt i forskellige kulører. Det er også ligesom i Formel-1, hvor farverne markerer dækkets blødhed og anvendelse. Gul som vist på det ene billede fortæller, at dæktypen er ”soft”. Orange markerer ”Superhard”, mens lyseblåt bruges til regnvejrsdæk.

Bestykningen i den usædvanlige Bluetooth højttaler er en 100 mm bas/mellemtone og en 25 mm dome diskant i silke. Begge drives af en kraftig 100 watt Klasse-D forstærker, der også sidder gemt inde i fælgen.

Trofaste læsere af Leifshows.dk husker måske Ixoost navnet fra tidligere artikler. Bl.a. har jeg for et par år siden skrevet om Ixoost højttalere, der var udformet som røven på en Lamborghini sportsvogn. Komplet med fire udstødningsrør, som fungerede som horn-forstærkning. Desuden har Ixoost lavet en iPhone dok, der lignede en Ferrari motor.

Som alt andet fra Ixoost koster den trådløse Pirelli højttaler dyrt. Man skal regne med mindst 2.400 euro – ca. 15.000 kroner – plus fragt og forsendelse….

Her er et billede af ægte Pirelli dæk til en Formel-1 racer.

Højttaleren kan købes med de ni forskellige dæktyper monteret på, som man kører med i Formel 1.

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lenovo kommer med Smart Display