Er vi ligeglade med sandheden?

Vi får et stort Apple efterår

Hvis nogen tænker i den kommende æble høst – og æblerne er elektroniske – kan de allerede nu glæde sig. Apple lancerer nemlig flere nye produkter i de kommende måneder, end de har gjort i mange år.

Apples marketing-folk har formentlig allerede vildt travlt. Der skal præsenteres både flere nye iPhones, to nye iPads, en helt ny Apple Watch, en opgraderet Mac mini, stærkere iMacs og flere nye MacBook modeller. Nogle taler også om en billigere HomePod højttaler. Derudover kommer sikkert også en masse nyt tilbehør, ny software osv.

Den første nyhed lod Apple allerede sluppet i sidste uge. Det er den nye MacBook Pro med stærkere processorer, større hukommelse, forbedret tastatur osv.

Apples tre nye iPhone X modeller kommer i anderledes farver.

Vi ved også, at Apple kommer med tre nye iPhone X telefoner. Den ene er en iPhone X Plus med stor skærm på 6,5 tommer. Den anden en mere skrabet og billigere model med LCD display i stedet for OLED. Måske den skal hedde iPhone 9. Den tredje er en opgraderet udgave af den nuværende iPhone X, der – trods sin høje pris – er blevet en lidt uventet bestseller for Apple.

De kommer alle i september, der traditionelt er den måned, hvor Apple slipper nye iPhones løs. Sådan vil det også være i år. Spørgsmålet er blot, om Apple har en fjerde joker med, når den næste generation iPhones bliver præsenteret.

Kunne det være en ny udgave af den lille iPhone SE? Internationale analytikere er i tvivl, men noget vil der ske med Apples mindste telefon, som faktisk er den mest solgte gennem tiderne på det danske marked.

Apple skal være på vej med nye Apple Watches, der har større skærme og tyndere rammer om displayene.

 

Apple har nemlig sat prisen på iPhone SE ned. Ikke på sin egen hjemmeside, hvor den stadig står til 3.099 kroner. Men en af Danmarks store butikskæder havde den til salg for kun 2.000 kroner for et par dage siden.

Den slags plejer at betyde, at der er en ny model på vej – og lagrene af den gamle skal ryddes. Eller det er de første antydninger af en nekrolog. Nemlig at iPhone SE udgår helt. Apple gider ikke længere producere små mobiltelefoner. Heller ikke, selvom kvinder elsker den.

Vi får nok mere klarhed til september. Forhåbentligt.

Apples iPad Pro tablets får en tiltrængt fornyelse med bl.a. Face ID ansigts genkendelse.

Til september vil vi også se opleve mere farveglade iPhones, end vi har oplevet før. De tre nye store iPhones kommer nemlig ikke kun i to kulører som normalt, men også i orange, sølv, lyseblå og grå.

Spådommen kommer fra analytikeren Ming-Chi Kuo, der betragtes som en af markedets største kendere af Apple. Kuo har desuden særdeles gode forbindelser ind i Apple og hos de fabrikanter, der producerer dele og hele apparater til Apple.

Kuo forudser således, at Apple vil lancere en ny Watch med større skærm, tyndere rammer om displayet og forbedrede sensorer til f.eks. måling af bærerens hjerterytme. Hvor de nuværende Apple Watches fås med skærme på 38 og 42 mm, vil de nye have 40 og 45 mm.

Mac mini computeren har været næsten glemt. Efter sigende får den et comeback til oktober.

iPad står også foran en tiltrængt fornyelse. De vil komme på de to Ipad Pro modeller, der får tyndere rammer om displayet, ligesom hjem-knappen forsvinder. I stedet vil man kunne betjene fremtidens iPads med håndbevægelser (”gesture control”). Dette vil også betyde et farvel til Touch ID og et god dag til Face ID – ansigts-genkendelsen, som Apple introducerede med iPhone X sidste efterår.

Apples stationære iMac computere vil formentlig få forbedrede skærme. De kan allerede i dag vise 5K kvalitet, så det nye har formentlig noget med display størrelse og hurtighed at gøre. Med andre ord en højere ”refresh rate”.

Kuo regner desuden med, at Apple snart står klar med en budget-venlig MacBook, der skal konkurrere direkte med de mange billige Windows-laptops ude fra Asien. Spørgsmålet er, om Apple vil kalde sin nye lavpris notebook for MacBook eller MacBook Air.

Det er mange måneder siden, at Apple præsenterede sin AirPower måtte til trådløs opladning. Nu skal den omsider være klar.

Oveni alle disse mange nye Apple ting kommer omsider AirPower måtten med trådløs opladning, AirPod øretelefoner med trådløs lade-æske og en stemme-styret HomePod til lidt færre penge end den nuværende, som har solgt skuffende dårligt. Den er for dyr i forhold til konkurrenterne fra Amazon og Google.

Apple-analytikeren venter ikke, at alle de nævnte produkter bliver præsenteret på samme pressekonference til september. Så ville den tage hele aftenen og det meste af natten at gennemføre.

Kuo vurderer, at produkterne vil blive fordelt på to store pressemøder i september og oktober. Vi får se….

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Er vi ligeglade med sandheden?