iPad til de mere kreative

Apples App Store fylder 10 år

Mange betragter den 29. juni 2007 som den dag, hvor den moderne smartphone blev født. Det er datoen, hvor Apples legendariske Steve Jobs præsenterede iPhone for verden.

Det er måske ikke helt forkert, for iPhone var for 11 år siden revolutionær med sin touch skærm og den betjeningsvenlige grafiske brugerflade.

Og dog. Et lidt mindre berømt event, der foregik i dag for 10 år siden, spillede på sin vis en endnu større rolle end selve iPhone i fremtidens måde at bruge sin mobiltelefon på.

I dag ligger der over to milliarder apps i App Store. På alle mulige sprog og til utallige formål.

Den 10. juli 2008 introducerede Apple sin App Store – og lagde dermed grunden for den enorme app industri, som vi tager som selvfølge i dag. At have millioner – ja i dag milliarder – af apps, som man kunne downloade direkte til sin smartphone, var utænkeligt i 2008. Da App Store åbnede for 10 år siden, lå der 500 apps på hylderne.

”Vi vil skabe et livligt og dynamisk miljø for uafhængige udviklere, hvor de kan tilbyde hundreder eller måske tusinder af apps til iPhone og iPod Touch,” havde Steve Jobs antydet nogle måneder tidligere.

Selv Jobs, der var en dristig optimist, kunne ikke dengang forestille sig, hvor stor App Store ville blive i årene efter.

I stedet for ”hundreder eller tusinder af applikationer” rummer Apples App Store i dag over to milliarder apps, som iPhone, iPad, Apple Watch og Mac-folket har adgang til.

Så mange penge har app udviklere gennem årene tjent på at sælge deres produkter via App Store. (Infografik: Statista.com)

Mange udviklere og udgivere har tjent en formue på at skrive apps til Apples mobile øko-system. Andre har oplevet, at de ikke har hentet en krone, fordi deres app ikke var god nok eller tilstrækkelig interessant til at markere sig i den hårde konkurrence.

Og Apple selv har tjent rigtig mange penge på at lægge ”jord” til andres apps i sin ”have”. Apple tager procenter og kontrollerer hver nye app, om den overholder regler for indhold, kompatibilitet osv. Til gengæld beskytter Apple sin App Store med store virtuelle vægge, så kun brugere af iOS enheder får adgang.

Finans-eksperter vurderer, at iOS udviklere har tjent mere end 100 milliarder dollars siden App Stores åbning for 10 år siden. Man kan vel godt sige, at åbningen markerede det tidlige 21. århundredes guldfeber.

Her er de 10 mest downloadede apps i App Store i de seneste otte år – fra juli 2010 til og med maj 2018:

  1. Facebook
  2. Facebook Messenger
  3. YouTube
  4. Instagram
  5. WhatsApp
  6. Google Maps
  7. Snapchat
  8. Skype
  9. WeChat
  10. QQ

Til lykke med den runde fødselsdag….

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

iPad til de mere kreative